Lørdagen bød på mange adspredelser så som Cykelløb, Familiecykeltur, Akrobatik fra Holstebro, Børnekræmmermarked, Fremvisning af motorcykler, Cykelringridning for børn, Boldspil på Multibanen
og meget andet.
Tidligere borgmester for Spøttrup Kommune, Peder Christensen klippede snoren over, og udtrykte vigtigheden af, at man i Lem har mange ildsjæle, som kan se muligheder uden at give op eller blive slået ud over, at der mangledes penge til projektet. Samfundet kan ikke fungere uden den frivillige indsats. Jeg er stolt over at skulle åbne Lem Kulturhus og er ikke et øjeblik i tvivl om, at Kulturhuset vil gøre Lem til en attraktiv by at leve i.
Indvielsen af Lem Kulturhus foregik i strålende solskin
Det var Vagn Lykke (tv.) formand for Lem Kulturnetværk der holdt indvielsestalen og bød alle velkommen til den officielle indvielse af Lem Kulturhus og øvrige tilhørende udendørs aktivitetsarealer.
Vi bringer her et uddrag af indvielsestalen
En særlig velkomst til Spøttrup Kommunes tidligere borgmester og nu formand for udvalget for børn og familier i Skive Kommune, Peder Christensen.
Det er en glædens dag i dag for Lem og omegn. Endelig kan vi indvi vores allesammens Kulturhus og de fantastiske udendørsaktivitetsarealer med legeredskaber, scene og multibane. Ganske vist er udearealerne ikke helt færdige endnu, men til gengæld er de allerede taget i brug.
Kulturhuset blev færdigt i onsdags med 2 nye flotte foldedøre i Trompetsalen, og den har vi også prøvekørt med et godt resultat.
Lem by og omegns historie er lang og har vist at man i området kunne stå sammen og skabe noget fælles.
De første visioner omkring Lem Kulturhus blev luftet i 2002 på et kalendermøde, hvor skoleinspektøren på Lem Skole, Søren Henriksen fremkom nogle – dengang næsten helt utopiske og meget visionære tanker om fremtidig byudvikling i Lem.
Søren kaldte den „Perler på en snor“ og målsætningen var at skabe yderligere dynamik i en landsby, hvor det er godt at være for børn, unge, voksne, pensionister, gamle og svage.
De første perler der blev hængt på snoren var: Multibane og skate-område ved skolen. – det grønne område og „En hel hal“.
Gennem borgermøder og gruppearbejder og et rigtig godt samarbejde med Henrik Willadsen fra Spøttrup Kommune samt bevillingen på 800.000 kr. til et hjemmekundskabslokale, udviklede perlen sig med „En hel hal“ sig hurtigt til et Multikulturhus, der bedre kunne opfylde ønsket om et hus med plads til mange aktiviteter, hvor både børn, voksne og ældre kan udøve deres interesser og hvor folk bare kan mødes og få en snak. – Og et hus, der i vid udstrækning kan bruges af skolen.
I mag 2003 ansøgte man Lokale- og Anlægsfonden om tilskud til opførelse af et Multikulturhus i Lem. Ansøgningen var ledsaget af et skitseprojekt, der også rummede etablering af multibane og opholds- og aktivitetsområder i tilknytning til Multikulturhuset. Dannelsen af Lem Kulturnetværk var ligeledes en del af projektet.
Skitseprojektet omfattede et noget større byggeri end det, vi i dag skal indvi. De samlede anlægsudgifter var på 8,5 mill. Kr. excl. moms.
Efter ½ års konstruktiv dialog med Lokale- og Anlægsfonden, og presset af økonomien, blev projektet bearbejdet og reduceret til det, det er i dag, med samlede anlægsudgifter på 6 mill. kr. – Og selv om vi indimellem var lidt trætte af Fondens mange indvendinger og forslag, må vi i bakspejlet indrømme, at det var godt, vi blev tvunget til at tænke over tingene mere end én gang, og til at tænke nye tanker. Vi står i dag med et hus og nogle udendørs arealer og anlæg der fuldt lever op til vores forventninger og som vist ingen (lige bortset fra Søren Henriksen) for 5 år siden troede muligt.
– Så endelig i december 2004 meddeler Lokale- og Anlægsfonden sit tilsagn om at støtte projektet med 1,5 mill.
– Byggeriet blev – efter mange overvejelser om ejerforhold – lagt i kommunale hænder og multikulturhuset og de udendørs aktivitetsarealer er således kommunal ejendom.
Selv med tilsagnet fra Lokale- og Anlægsfonden og fra andre glade givere, var økonomien ikke på plads. Hen under sommerferien 2005 manglede der stadig ca. 1 mill. kr. i at projektet var finansieret. Og hvad gør man så, når man mangler penge? Man går selvfølgelig i den lokale Sparekasse, der skilter med „Penge med et smil“. På et rigtig godt møde med direktør Bent Jensen og repræsentanter fra Kulturnetværket og Idrætsforeningen fandt man frem til at foreslå kommunalbestyrelsen en løsningsmulighed hvor idrætsforeningen og Spar Salling garanterede halvdelen af beløbet – altså ½ mill. kr. mod at Kommunen garanterer den anden halvdel af den manglende finansiering, således at byggeriet kunne sættes i gang.
Etablering af de udendørs aktivitetsareal blev igangsat i april 2005 med et budget på knap 1 mill. kr.
Vagn Lykke sluttede med at takke Spøttrup Kommune og specielt Henrik Willadsen og Knud Erik Kristensen. Tak til alle de frivillige der har ydet en fantastisk indsats udendørs. Tak til de mange håndværkere og til arkitekt Andreas Ravn Til skolen for stor fleksibilitet. Tak til Bent Jensen som har været en utrættelig koordinator mellem håndværkere og frivillige. Og en speciel tak til Skoleinspektør Søren Henriksen og Spar Salling, uden hvis indsats vi ikke havde stået her i dag.
Vi har med Kulturhuset og de udendørs aktivitetsarealer fået nogle fantastiske rammer for sammenhold i vores landsbysamfund, og nu gælder det om at fylde rammerne ud og passe godt på dem.
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.