Så er afgørelsens time kommet. Det er lykkedes Sundsøre Garden Pulling at få 8. og sidste runde af DM i Garden Tractor Pulling til arenaen i Thorum lørdag d. 25. August 2007. Stillingen i toppen er meget tæt, så intet er afgjort før sæsonens sidste træk i Thorum.
Som altid når vi arrangerer stævner i Thorum, byder vi også denne gang på fantastiske flotte specialbyggede traktorer. Vore 4 lokale teams i 600 kg. Compact Diesel er indstillet på, at også i år skal Danmarksmesterskabet i denne klasse ende i Salling. Så der er garanti for intern kamp når ”Bad Company”, ”Red Devil” og de 2 ”Bull Dogs” udfordrer hinanden.
Da Sundsøre Garden Pulling siden sin opståen altid har bestræbt sig på, at være de bedste arrangører af stævner i Danmark, er nytænkning og udvikling et nøgleord. Vi har derfor også denne gang noget nyt på programmet, nemlig for første gang med stolthed præsentere de ”store” minipullere.
Minipullerne kører med ved de stores DM, men med en del benarbejde fra bestyrelsens side, er det lykkedes os at få dem med til Thorum. Minipullerne har op til 2500 HK, hvor de største Garden Pullere har ca. 300 HK. Arrangementet starter lørdag d. 25. august 2007 kl. 10 hvor pladsen åbnes. Herefter dystes der i 3 vægtklasser. Vi slutter dagens program med opvisning af de seje minipullere.
Til at udfylde ”hullerne” mellem de forskellige vægtklasser, har vi kontaktet lokale Cross-kørere, som kommer og viser deres kunnen på deres maskiner.
Efter et veloverstået stævne arrangerer vi vanen tro kæmpe Puller-fest i teltet. Denne gang står menuen på helstegt pattegris med tilbehør. Musikken leveres af bandet ”Stable Avenue” fra Viborg, som med deres brede repertoire er et helt forrygende danseorkester. Kl. 23.30 vil der være festfyrværkeri over Thorum leveret af Ilbjerg Fyrværkerifabrik. Festen slutter Kl. 01.00.
Da vi ønsker at gøre Garden Tractor Pulling attraktiv for hele familien, har vi igen sørget for hoppeborg og en stor sandkasse til børnene.
For alle dem, som ikke tidligere har været et ”smut” i Thorum, kan man kigge forbi vores fantastiske hjemmeside, www.sundsoregardenpulling.dk, her kan man se billeder og video fra vores tidligere arrangementer.
På Gensyn i Thorum til en ny uforglemmelig Weekend.