Fredag den 3. august var der for tredje gang i denne halvvåde sommer igen mulighed for at drømme sig væk til varmere og sydlandske himmelstrøg, da den tredje af fire orientalske torvedage udspillede sig på Posthustorvet i Skive.
Igen var der udbud af krydrede velsmagende madvarer, friske grøntsager, spændende brød og kager, som ikke bages i fru Pedersens køkken. Snabelsko og flagrende gevandter, spåkvinder og håndlæsning, inciterende og lokkende rytmer, falafel og kebab, handel og vandel. Små hyggelige borde, hvor man kunne få sig en snak. På underholdningssiden optrådte gruppen Floras de la Luna fra Århus. Fire smukke kvinder i farvestrålende nederdele, sjaler og vifter dansede sigøjnerdans med østeuropæisk og arabisk islæt, og musikgruppen Amedabad spillede på Nay, som er en arabisk fløjte, og på indiske Tabla-trommer.
Det var en spændende, fremmedartet og underholdende fredag i Skive midtby, hvor mange lagde vejen forbi.
De fire orientalske markeder er arrangerede af en gruppe, der arbejder med en permanent handelsbazar i Skive samt foreningen Kultur på Tværs.
Fotograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.