Jens Boel gæstede Jenle den 14. juni
Jens Boel er musiker og komponist fra Skive, og har spillet i mange forskellige sammenhænge. Som opvokset på Skive-egnen er det helt naturligt, at han har fået Aakjærs sange i blodet. Gennem sangene blev han ført ind i den lyriske del af forfatterskabet. Ud af de flere hundrede Aakjærdigte har han udvalgt en række, der ikke tidligere har været sat melodi til. Disse sange er en del af den CD Jens Boel udgav i 2004 med titlen „Sange fra en Egn“. CD’en indeholder 18 nye melodier til Aakjærs digte.
CD’en sælges i Jenles Butik og på hjemmesiden.
Melodisk har sangene rødder i dansk vise-tradition, tilsat et stænk pop-nutid – ofte med en melankolsk stemning.
Ved besøget på Jenle gav Jens Boel sin fortolkning af Aakjærs kendte og knap så kendte digte, hvoraf mange findes på CD’en „Sange fra en Egn“
På Jenle blev Jens Boel støttet af Lars Folmer på klaver. Lars Folmer er ansat på Skive Musikskole med rytmisk samspil som speciale. Henrik Høyer var med på guitar og sang. Kirsten Blegager med sang.
Aftenen bød også på de mere gængse melodier, fremført af det lokale kor „Korpus“.
Det var en meget spændende aften med folkemusik. Desuden blev koncerten krydret med fællessang og oplæsning af Aakjærs digte.
I Jenles museum er der lavet en spændende udstilling med titlen „Jeg lagde min Gaard i den rygende Blæst..“ og en lille ny udstilling om Nanna Aa-kjærs billedskærerarbejder samt en udstilling om de gamle Jenlefester.
Formand for Aakjærselskabet
Henning Linderoth
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.