Det var en rigtig dejlig sommeraften i torsdags, da Birgit Madsen og Jacob Fløe Nielsen, der var blevet flot solbrændte, på skift fortalte om deres tur til Afrika i Sognehuset i Rødding. Det gode vejr afholdt ikke ca. 85 tilhører fra at møde op og høre en spændende beretning om deres oplevelser og indtryk fra turen. Birgit startede med at sige, at det var ca. lige så varmt, hvor de havde været i Afrika, som det var i disse dage herhjemme i Danmark. Foredraget blev visualiseret af flotte billeder, og det første billede vi fik på lærredet, var af en meget sort neger med en cykel, hvorpå der var anbragt store klaser af bananer. Det var ikke sådanne bananer, som vi kender dem, men grønne koge bananer. Det blev fortalt, at dem skulle vi komme til at høre om flere gange i løbet af aftenen og ganske rigtigt, for det er en meget vigtig basis kost, som blev spist dagligt, så når forsamlingen blev spurt om, hvad vi troede de fik at spise, når de var gæster ved de forskellige lokale mennesker, kom svaret: bananer. De kogte bananer smager rigtig godt og nogenlunde som kartofler, kunne Jacob berette. Cyklen er et vigtigt transportmiddel og bliver anvendt til transport af både gods og personer, og det er ikke så lidt der kan anbringes på en cykel. Manden cyklende med sin kone bagpå, hvor hun har et barn på ryggen og et andet barn på skødet, samt lidt bagage, var ikke et udsædvanligt syn.
Birgit og Jacobs rejse til Afrika gik foruden at opleve landet og kulturen, også ud på at besøge sønnen Andreas, der under sine studier til læge, arbejder på et hospital i Nyakahanga i Tanzania. Hospitalet er noget slidt, men der var meget rent. I området er det meget almindeligt at føde på hospitalet. Transporten til hospitalet forgår til fods, så når en fødende kvinde når frem, måske efter at have gået 20 km., føder hun sit barn og kan så gå hjem igen kort tid efter. Lange afstande til hospitaler medfører ofte, at når en syg når frem, er der tit ikke så meget at gøre for dem. Tabet af et barn er til at bære, men tabet af en mor er katastrofalt, så der bliver gjort meget at mødrene skal overleve, fortæller Birgit. Den nærmeste familie venter udenfor hospitalet, og det er også dem der sørger for tøj og mad. Tilberedningen af maden foregår typisk over et bålsted på jorden, bestående at 3 sten hvorpå gryden kan anbringes. Fordelen af at maden laves af familien er, at den er, som man er vant til, og derfor ikke får de ikke ondt i maven af uvant kost. Ulempen er, at der er en del underernæring pga. en ensidig kost, som der så heller ikke bliver rettet op på. Der spises ikke ret meget kød, men næsten udelukkende produkter, som man selv avler på den frugtbare jord, der er i landet.
Dagligt er der markeder, hvor der kan købes og sælges varer. En stor artikel er kangaer – et flot stykke bomuldsstof med farverigt tryk på samt et ordsprog. Birgit fortalte at ordsprogene, som hun gav eksempler på, var de vigtigste, og at disse kangaer med ordsprogserklæringer blev brugt som gaver til koner, kæreste, mødre, veninder osv. Birgit havde hjembragt nogle flotte eksemplarer, som vi fik et nærmere øjekast på. Desuden var Birgit klædt i en flot kjole, hun havde fået syet ved en skrædder i Afrika for den nette sum af ca. 27 kr., idet hun forinden havde købt stoffet til kjolen på markedet for ca. 30 kr.!
Til sådan en tur hører der sig selvfølgelig også en gudstjeneste til for et præstepar. De møder op til en gudstjeneste i Kampala i Uganda. Birgit ærgrede sig da de finder ud af, at der forinden er holdt en gudstjeneste på engelsk. At denne næste gudstjeneste foregår på det nationale sprog, har den konsekvens, at de ikke forstår mere end 4 ord under hele gudstjenesten. Salmemelodierne kan de genkende, da de er de samme som herhjemme. Under gudstjenesten er der en neger kvinde der på engelsk skriver til dem på en lap papir, om de gerne vil vide hvad præsten siger? Jo, det ville de gerne. På den måde fandt Birgit og Jacob ud af, at det de havde gættet på var dagens emne, var noget helt andet.. Efter prædikenen kom kvinden endda med et ark papir, hvorpå hun havde noteret stikord og vittigheder fra prædiken ned. At møde sådan hjælpsomhed og medmenneskelighed fik straks Jacob til at meddele, at nu havde han skrevet Pinseprædiken. Denne gudstjeneste, som startede som lidt af en skuffelse, var blevet til en meget stor oplevelse og sikkert én de ikke glemmer.
Disse og mange, mange andre historier fik vi denne aften lov til at blive delagtig gjort i.

Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.