Startskuddet til Kunstruten „Kunst Tour de Spøttrup“
Lørdag den 26. maj var dagen, hvor projektet Kunst Tour de Spøttrup blev om ikke søsat så skudt i gang ved Den Gamle Pavillon ved Knud Strand.
Det var meget forventningsfulde kunstnere der tog imod de mange kunstinteresserede folk der var mødt op i det flotte solskinsvejr.
De 5 udøvende kunstnere er alle her fra egnen – de to sidste som er formidlere af kunst, er den nye ejer af Pavillonen og indehavren af Enggården.
Det var tidligere borgmester for Spøttrup Kommune, Alex Lind, der på sin sædvanlige veloplagte facon holdt festtalen, hvor han først bød velkommen til Palle Birkholm som er født på Thy, og nu flyttet hertil Pavillonen
Til ære for den nye ejer af Pavillonen fortsatte Alex Lind med at fortælle lidt/meget om den historiske baggrund for Knud Strand. Om hvordan folk tilbage i Stenalderen, vandrede på stranden neden for – en køkkenmødding som ligger tæt herved – om at der er høje tilbage fra Broncealderen – om vikinger der har sejlet igennem fjorden på vej til togter i England. Og så et lidt kortere tilbageblik, hvor der ved Knud Strand blev afholdt de legendariske Sallingstævner.
Der kommer mellem 30 og 40 tusind turister til Spøttrup Borg om året. Turister som nu også får muligeden for at aflægge besøg på Kunstruten.
Derefter blev hver enkelt kunstner/formidler kaldt frem for at få et par ord med på vejen.
Til Henning Fjendbo: Du har været hofleverandør til den tidligere Spøttrup Kommune og for de der har besøgt dit værksted, ved de, at det er meget fine ting, du fremstiller og har fremstillet de sidste mange år.
Til Birthe Panduro: Dig har vi jo også kendt igennem mange år, hvor du har glædet mange med dine fine malerier. Derudover er du jo også kendt som en meget positiv avisskribent.
Til Kirsten Schmidt: Du er jo forholdsvis ny som kunstner og vi glæder os til at se, hvad du har at byde på.
Til Kaj Fjendbo: Det er utroligt, hvad du kan få ud af et stykke vinduesglas. Du henter inspiration fra ture til Sydamerika og du har glædet mange ved det flotte kunstværk, som du lavede sammen med Johannes Stampe og skænkede til Rødding Skoles jubilæum.
Til Johannes Stampe: Du havde tidligere en god smedieforetning i Rødding og er i dag en kunstner, som fryder sig over vanskelige opgaver – du kan simpelthen lave alt – vi kender alle vejrhanen på kirken – det flotte byskilt ved tilkørslen til Rødding. Du er er en sprudlende pensionist og fremstiller imponerende knudemænd – knudemænd som ligner lidt dem, jeg har mødt i politik.
Til slut løsnede Alex Lind startskuddet til Kunstruten og ønskede gruppen alt held og lykke fremover
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.