Den første taler var Sten Gade, folketingsmedlem fra SF
Sten Gade beklagede meget regeringens manglende indsats på de vigtige områder. Talte om 6 spildte år på klima- og energiområdet. Om en fuldstændig fejlslagen politik hvad angår den vedvarende energi. At der kun blev bygget 2 vindmøller om året i Danmark – om et Bølgeenergiprojekt der bare var blevet solgt til Wales. Om Brint-teknologien der var sat på vågeblus. Sten Gade udtrykte situationen som meget uheldig i en tid, hvor der skal satses på, at Danmark (blandt mange andre lande) i løbet af en kort årrække skal blive co2- neutral. Danmark er imellem de lande, som har det højeste forbrug.
Sten Gade var meget positiv overrasket over en hilsen, som kom fra Danfoss, til SF’s landsmøde med en opfordring til, at diskutere det store behov for vedvarende energi.
Sten Gade talte også om den fuldstændig forfejlede udenrigspolitik i Iraq, som han betegnede som en brandfarlig situation. Han talte om flygtninge-indvandrer-situationenen, hvor der totalt manglede en fair politik. og opfordrede oppositionen til at stå sammen om en bedre integration og afskaffe starthjælpen, som er uværdig, og i det hele taget yde en massiv indsats for velfærdssamfundet.
Den næste taler var tidl. borgmester og folketingskandidat, Peder Christensen, som omtalte 1. maj som et symbol på arbejderbevægelsen og om de kampe, de havde kæmpet, for det vi i dag oplever som det gode liv, hvor mange har mærket det økonomiske opsving i form af hus, sommerhus, bil og aktier. Dog er der stadig velfærdssamfundets skyggesider, hvor der stadig er kampe, der skal kæmpes.
– Hvor skattestoppet mest virker for de højestlønnede.
Peder Christensen talte om regeringen, som tager, hvad de vil og trumfer nye love og regler igennem uden respekt for mindretallet og helt uden respekt for oppositionen.
Flere og flere sørger for sig selv og tegner sundhedsforsikringer, som i samfundsmæssig forstand slet ikke er et sundhedstegn. Andenrangstilbudene gives til dem, der ikke kan følge med. Væksten i det private er langt større end i det offentlige. Vi ønsker en anden fordeling af skattekronerne, så der bliver investeret flere penge i den offentlige sektor, i stedet for de nedskæringer der i dag rammer skoler, institutioner og ældrecentrene.
Vi vil værdigheden – vi vil velfærdssamfundet og vi vil sikre, at kommunerne ikke tvinges til at skære ned i den service, borgerne med fuld ret forventer.
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.