Interesseret mødte vi op for at høre om Claus Mikkelsens oplevelser under udstationeringen i godt 2 år for FN i Congo. Landet ligger på begge sider af ækvator midt i Afrika og er et enorm stort land, skulle vi snart erfare. Størrelsesmæssigt ville det dække fra Oslo i Norge til Gibraltar i Spanien, hvis landet var placeret i Europa! Claus Mikkelsen fortalte levende, fængende og med flotte PowerPoint illustrationer i godt halvanden time om hvilke problemer landet er i, efter mange års undertrykkelse, korruption, ødelæggelser af militser og få pengestærke mennesker.
Vejene i landet er i ekstrem dårlig stand, efter at de ikke længere bliver vedligeholdt. Desuden er vejene er under ekstra slidtage, idet der er regntid i landet to gange årligt. Selv hovedvejen mellem de 2 største byer i landet er dårligere end den dårligste kommunevej i Salling, forklarede Claus. Dette medfører også at det er meget svært at komme omkring i landet, hvilket dog ses som en fordel af mange, da militser hermed også har svært ved at komme frem til nye områder! Claus berettede også om landets rigdomme bl.a. på mineraler, guld og meget frugtbar jord. Jorden blev dog kun sparsom dyrket, da sult havde medført at såsæden var spist. Sult, underernæring og sygdomme medfører at 20 % af børnene dør inden de bliver 5 år, og som i så mange andre lande er AIDS også et problem.
Blandt FN´s opgaver i landet og hermed også Claus Mikkelsens, var at få organiseret og gennemført et valg i landet. Der har ikke været valg i 40 år, så mange af congoniserne har slet ikke oplevet at skulle til valg før. For at dette valg kunne gennemføres var det nødvendigt med en registrering af befolkningen. Det lykkes over en periode på 6 måneder at få registreret 92 % af de 60 millioner mennesker, der er i Congo. Flot. Valget eller rettere 3 valg blev gennemført – først et valg af grundlov, dernæst et regeringsvalg og til sidst et præsidium med 2 kamre.
Han fortalte også om hans bekymring for fremtiden for Congo. FN skal forlade landet om 3 år, hvilket landet slet ikke er parat til, da strukturen i Congo er meget smadret og skal bygges op fra bunden. Claus drog sammenligninger med vores kommunesammenlægninger og hvilke problemer det har givet i Danmark! Det vil tage mange år at ændre og udvikle forholdene i landet, og Claus er bekymret for om militserne og hærene igen vil hærge landets befolkning, når FN ikke længere er til stede. Lad os ikke håbe det! Et er sikkert. Os der har hørt foredraget om Congo, er blevet meget klogere på landets forholde, og vi vil sikkert give informationer og reportager fra Congo ekstra opmærksomhed og følge med i hvordan det går fremover. Tak Claus Mikkelsen for et godt foredrag og en god aften.
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.