Kræftforeningen Tidslerne havde tirsdag den 30 januar besøg af Lars Muhl, som fortalte om sin bog „Seeren fra Andalusien“. Det var et velbesøgt arrangement med knap 80 deltagere, som fik en dejlig oplevelse i selskab med Lars Muhl.
Han fortalte levende om sin opvækst i Århus og om sin tid som rockmusiker, hvilket danner baggrunden for hans senere uddannelse. Lars’ forfatterskab startede tilbage i 1993 hvor han udgav „Sjæl i flammer“, en biografi over sit liv
på baggrund af optegnelser, han selv havde lavet som 10 årig. Disse optegnelser havde han glemt alt om indtil sin 40 års fødselsdag, hvor han fik dem af sin far.
Det satte gang i hans forfatterskab – han har skrevet en række bøger, hvoraf den sidste trilogi: Seeren fra Andalusien, Maria Magdalene og Gral fortæller om hans rejse til Montségur i Pyrenæerne, hvor han uddanner sig spirituelt.
Hans Møde med Seeren blev efter en sygdomsperiode på 3 år et virkeligt vendepunkt for Lars Muhl, og han fortalte os levende om det mærkelige forløb omkring mødet, og om hvordan Seeren tager ham med op på bjerget Montségur og åbner hans øjne.
Lars Muhl vender tilbage til Skive i efteråret og vil fortælle videre om Maria Magdalene.
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.