En meget underholdende og engageret Thorkild Simonsen i Aktivitetscentret i Balling
Thorkild Simonsen er efterhånden blevet 80 år, hvilket man ikke kunne mærke på de hurtige replikskift. Det føg med fakta, begivenheder og navne fra et begivenhedsrigt liv i politik.
En stor opgave for en stakkels referent fra Ugeavisen.
For at gøre en meget lang men interessant historie kort, har Thorkild Simonsen været formand for Kommunernes Landsforening i 12 år og en meget populær borgmester i Århus i 16 år.
Blev hevet ind som indenrigs- og integrationsminister som 71-årig og blev her i sidste omgang udpeget af Lars Løkke Rasmussen til at være opmand til den nye Kommunalreform. En opgave hvortil han fik meget fri hænder, og en opgave som handlede mere om grænser end om indhold.
Set i bakspejlet har det været dem mest travle tid i Thorkild Simonsens politiske karriere med 105 møder i 200 timer og 5.000 km. i bil. Aldrig havde han haft et så spændende og respektfuldt job.
Alt hvad han kom med fra møderne, havde de bare at blive enige om i Folketinget. 66 borgmestre blev berørt, en del af dem blev også de store tabere ved valget til de nye Storkommuner. Nu har vi så de store kommuner og personligt troede Thorkild Simonsen ikke på, at det var lykken.
Tidligere borgmester og medlem af Viborg Amt, Alex Lind var inviteret med for at være ordstyrer i den efterfølgende debat.
Alex Lind fortalte først om sit mangeårige samarbejde med Thorkild Simonsen bl.a. via utallige forhandlinger med Kommunernes Landsforening, i forbindelse med „Det skæve Danmark“.
Lind fortsatte med at udtrykke sin store bekymring for Spøttrups fremtid i den nye Skive Kommune. En frygt for at befolkningstilvæksten vil stoppe, eller endnu værre, at folk ville flytte fra området, efter lukningen af Kommunekontoret i dets oprindelig form. Yderområderne bliver meget sårbare, hvis man begynder at lukke eksempelvis biblioteker og skoler.
Han så det også som et stort problem, at de nye kommuner nu står med det økonomiske ansvar i forbindelse med de psykisk og fysisk handicappede. Det kan blive en meget stor post på det kommunale budget.
Mange af de efterfølgende spørgsmål fra tilhørerne, drejede sig stort set om: Hvad gør vi for at undgå at vore skoler og biblioteker bliver lukket.
Iflg. Thorkild Simonsen var der ikke andet at gøre, end at få fat i de lokale politikere og dernæst få etableret borgermøder, for her at få problemerne defineret. Der har på nuværende tidpunkt ikke været en reel debat om indholdet og strukturen i de nye kommuner, så det er hårdt tiltrængt.
Til slut opfordrede Thorkild Simonsen Alex Lind til at være foregangsmand, nu da han havde tiden og krudtet til det.
Formanden for Spøttrup Aftenskole, Lene D. Nielsen takkede de der var mødt op til trods af VM Håndbold i Fjernsynet.
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.