Sognemødet i Rødding Sognehus tirsdag den 16. januar blev et tilløbsstykke. Det skyldtes nok to ting, nemlig at sognepræst Jakob Fløe Nielsen ville delagtiggøre de fremmødte i sine overvejelser omkring kirkens fremtid, men nok også fordi Jakob Fløe Nielsen var vendt tilbage efter 3 måneders orlov.

Foredraget strakte sig over en time, og sognepræsten startede med at ridse hierarkiet i Folkekirken op, nemlig Menighedsråd, præst, provst, biskop og Kirkeminister.

Folkekirken hviler på 3 gamle bekendelser. Netop de bekendelser som kom i spil under Grosbøl-sagen (præsten i Tårbæk, der ikke troede på bl.a. genopstandelsen). En sag der vakte vild og vil mange mene berettiget opsigt. Den bølgede frem og tilbage og endte med fornuftens konklusion. Måske var det bærende i sagen, at menigheden i Tårbæk ikke ville af med deres præst.
Kirken er 2 ting, nemlig nogle personer, der slutter sig sammen om samme tro – eller en institution i samfundet. Dvs. fælles tro eller fællesskab om mange ting.
Oprindelsen til den Folkekirke vi har i dag startede i 1848. Det var midt i krigen 1848-51, og det kan jo undre, at så store beslutninger træffes, mens landet stander i våde. Men det var altså tilfældet.

Kongen fyrede regeringen, og Monrad lavede udkast til en forfatning, der byggede på moderne forfatninger i Belgien og Norge. Denne forfatning blev forelagt den grundlovgivende forsamling og vedtaget. Det blev til den Evangelisk Lutherske Folkekirke.

Essensen i denne ordning var, at kirken var vigtig og skulle holde sammen på riget. Alle, undtaget 0,5-1 % var jo med i Folkekirken. Disse resterende var fortrinsvis jøder.

Fordi landet befandt sig midt i en borgerkrig opfattede lovgiverne folkekirken som det, der skulle holde sammen på landet.. En af grundlovsfædrene udtalte i den forbindelse: „Vi trænger til noget, der kan forene de splittede hjerter“.
Nu skal man forstå, at inden da var Folket først og fremmest kongens undersåtter. Og der var snævre rammer for individet. Man var og skulle være kristen. Sognepræsten var kongelig embedsmand og skulle som sådan indberette uregelmæssigheder til kongemagt og kirke. Det var ved kongeligt dekret forbudt at samles og læse i Bibelen uden at præsten var til stede

Baptisterne har som et vigtigt punkt voksent dåb. I København hentede politiet baptisternes børn, og de blev tvangsdøbte. Dog var der en præst på Fyn, der nægtede at foretage disse tvangsdåb, og det kostede ham embedet.
Også Grundtvig tordnede mod denne tvang.

C.F Tscherning udtalte blandt andet: – Hvis kirken får sit eget parlament, så har vi to modstridende parlamenter – nej, kirken skal selv klare sine affærer helt ned på sogneplan.

Det er de samme ting, der er i spil i dag.
Kirken er splittet, blandt andet om homofiles ret til at blive gift i kirken. Det hænger sammen med den uklare form fra 1848-49. Man bestemmer ved flertal, hvilken folkekirke vi skal ha’. Det er blevet en sammenfletning af folkekirken og folkets rødder.

I dag er 80% medlem af Folkekirken. Resten ca. 1. mio. tror på ingenting eller mange andre ting.

Ved en spørgeundersøgelse for et par år siden svarede knap 40%, at de mente, at Gud er en åndelig kraft. Kun knap 20% svarede at Gud er en guddommelig person, sådan som folkekirkens bekendelser taler om Gud.
Altså, at mennesket svarer anderledes end institutionen svarer. At Folkekirken er for landets enheds skyld, mere end den er udtryk for en fælles tro. At der er et gab mellem det, kirken siger den er og det folk opfatter sig som.
Jakob Fløe Nielsen sluttede sit foredrag med at spørge:
Hvad gør vi ved det?

Vi kan jo begynde at tale sammen.
Hvad er det, vi forestiller os? Hvor vi kommer fra – hvad vi er og hvor vi er på vej hen.

Så kan vi gøre det religiøse mere glødende, i stedet for den lidt valne, som den er nu.

Efter kaffen var der debat, og den var livlig, så der bliver sikkert flere møder om emnet, måske er emnet også egnet til et eller flere studiekredse.

En ting var alle dog enige om. Det var et rigtigt godt og oplysende foredrag.

Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.