Pressemeddelelse: ”Liv i Ødemarken” – aktive kulturdage i Nordsalling.
Sted: Selde – i Nordsalling.
Tid: Onsdag aften, den 16. august,
fredag til søndag, den 18. – 20. august og
torsdag aften, den 24. august.
Er der ”Liv i ødemarken”? Ja, det vil så vise sig, når et sammenrend af Seldes foreninger, menighedsrådet og engagerede enkeltpersoner sammen arrangere kulturdage i Selde over 5 dage midt i august.
Formålet med at lave et arrangement, som ”Liv i Ødemarken” er at bygge bro mellem det eksisterende kulturliv og et ønske om at skabe noget nyt og blivende, der kan tiltrække og motivere såvel nuværende og nye beboere, samt kommende generationer i vores landdistrikt.
Der vil være en bred vifte af kulturelle aktivitetstilbud til hele borgerpaletten og alle aldersgrupper.
Der lægges ud onsdag d. 16. aug. med en fortæller- og debataften, hvor de 2 bejlere til borgmesterkæden i den ny Skive Storkommune – Flemming Eskildsen og Per Jeppesen – kommer med oplæg om hhv. ”At være en kommune på randen af Danmark” og ”Skive Storkommune – nu også med ødemark”. De sekunderes af kommunaldirektør Hans Erik Nielsen, der fortæller om den forrige kommunesammenlægning – ”Sønden og norden for Hinnerup Å”. Der bliver rig lejlighed til debat.
Fredag d. 18. aug. starter aktiviteterne i Galleri Da Winti med fernisering på en kunstudstilling med værker af det daværende bysbarn, Emilie Demant Hatt. Ved ferniseringen fortæller museumsinspektør Mette Dyrberg om billederne og kunstneren. Billederne er venligst udlånt af Skive Museum og kan beses resten af weekenden fra kl.10 – 17.
Samtidig hermed er der opstart for cirkusskolen i Fursund Hallen, der ledes af Cirkus Charlie og vil forløbe hele weekenden.
Fredag aften vil der også være ordinær cirkusforestilling med Cirkus Charlie i teltet ved hallen. Cirkusset er lige kommet tilbage til basen i Selde fra en succesmåned i Djurs Sommerland og fortsætter efter kulturdagene deres sensommerturné rundt i landet.
Senere på aftenen holdes der ungdomsdiskotek i Sognegården, samt en traditionel jazzaften med ”Hot Stompers” i Galleri Da Winti for det mere voksne publikum.
Lørdag d. 19. aug. er der først fokus på de mindste med Asguer Zap Showteater, der opfører ”Boris og den glade løve”. Voksne har gratis adgang ifølge med børn.
Om eftermiddagen er der musikgudstjeneste i Selde Kirke med duoen ”Bruhns Bazar” med Rikke Bruhn og Thue Lundgaard.
Herefter afslører kunstneren Erik Heide sine ideer til udsmykning af kirkerummet i forbindelse med det nært forestående restaureringsarbejde. Ligeledes vil arkitekt Erik Sørensen være til stede og svare på spørgsmål. Kirken vil være åben hele dagen, hvor der er rum til lidt fred, stille musik, tænde et lys – og få sig en kop kaffe.
Lørdag aften er der festaften for alle i cirkusteltet med grill, underholdning, salsainstruktion og dans til ud på de små timer.
Søndag d. 20. aug. er der levende musik fra ”Dengang det var før” på ældrecentret for de just hjemvendte beboere og andre interesserede.
Weekenden slutter af med, at cirkusskolens deltagere laver opvisning i cirkusteltet.
Endelig er der efterfølgende torsdag d. 24. aug. musik- og foredragsaften i Galleri Da Winti. Temaet er Carl Nielsens ungdomstid, hvori der også indgik en romance med Emilie Demant Hatt. Musikken ledes af endnu et tidligere bysbarn, Otto Lindum – mangeårig leder af Skive Musikskole.
De spiller bl.a. Carl Nielsens obokoncert, samt leverer musikken til fællessang med Carl Nielsen sange. Musikken sammenflettes med foredrag af den kendte forfatter, John Fellow, der har skrevet flere bøger om Carl Nielsen, herunder om hans forhold til Emilie Demant Hatt i Selde, suppleret med resultatet af hans seneste forskning
Hele dette arrangement ville ikke være muligt at gennemføre uden stor økonomisk støtte og opbakning fra Sparekassen Vestsalling og Sundsøre Kommune.
Kontaktpersoner:
Kjeld Pedersen, Floutrupvej 24 Selde 7870 Roslev
tlf. 97 59 66 60 / 21 21 04 18
mail: kjeld@hoigaard.com
Carsten Bo Møller, Østerled 1 Selde 7870 Roslev
tlf. 97 59 60 23
mail: makrea@post10.tele.dk