Der blev sagt: “Kan du huske da…?” mange gange, da konfirmanderne fra Thise Kirke d. 17-4-1966 var samlet til jubilæum på 40-årsdagen. De mødtes til gudstjeneste i Thise kirke. Der efter viste Kristian Stisen rundt på Thise Friskole, som unægteligt havde forandret sig en del siden de forlod den. Noget af det første der blev spurgt om, var om bolten den daværende førstelærer Trinnerup havde sat i gelænderet, så de ikke kunne kure ned, var der endnu? Svaret var at det er den ikke, men hullet er der stadig. En af “drengene” skulle lige prøve om det kunne lade sig gøre at kure ned nu – og det kunne det!
Deres dengang unge lærer, nu pensionerede, Bent Jørgensen deltog også om formiddagen. Snakken gik og de var lige ved at komme for sent til middagen på Roslev kro. Der fortsatte snakken.
Efter maden fortalte de alle, hvad de havde fået de 40 år til at gå med, og de var enige om de sammenlagt havde en masse erfaring.
Desværre manglede der 5, hvor af de 2 er døde, men de mente de vil ses igen om 10 år.