Støtteforeningen for Middelalderborgen Østergaard i Åsted genetablerede den gamle frugthave ved middelalderborgen i efteråret 2005 ved hjælp af sponsorater. Frugthaven består nu af ca. 40 gamle sorter af æbler, pærer, blommer m.m.
I forlængelse af dette projekt arrangerer støtteforeningen en foredragsaften mandag d. 6. marts kl. 19.30 i Åsted forsamlingshus ved Boi Jensen fra Holstebro.
I mange år har han ved siden af sit bankarbejde haft FRUGTTRÆSPLANTESKOLEN “De gamle sorter”, og siden 2003 har hobby og fritidsarbejdet været fuldtids erhverv.
I planteskolen podes over 100 forskellige sorter i æbletræer, derudover 100 sorter i andre frugttræer, prydtræer og en masse planter, der laves som stiklinge.
Han underviser og holder foredrag omkring 20 dage årligt, og har adskillige gange været med i dagbladsartikler og deltaget i radio- og fjernsynsudsendelser om frugt og bær.
Plantning af frugttræer hos private er mærkbart øget siden Ritt Bjerregård og Per Kølster udgav deres bøger om deres erfaringer med nye og gamle sorter. En sådan omtale giver øget interesse for næsten glemte sorter; sorter der i over 10 år er produceret i Frugttræsplanteskolen ”De gamle sorter”.
I foredraget vil historien om mange af de gamle sorter blive fortalt, og om hvordan de blev genoplivet i forbindelse med projektet ”gamle æblesorter i de Vestjyske skove”. Hvordan lykkedes det at finde mange træer af de gamle sorter i 1993 og hvad kunne der sammenlignes med? Hvilke ekstra oplevelser får vi udover at smage på de friske frugter, når der plantes et æbletræ i hegnet? Hvad er fordelene ved de gamle sorter i forhold til nye, og kan de overhovedet bære frugter, der er værd at spise? For nylig blev det oplyst, at udenlandske æbleproducenter er begyndt at bruge en gasart, der kan konservere æbler, så forbrugerne ikke kan se forskel, selvom de er over et år gamle – vil vi overhovedet acceptere den slags indgriben i vore fødevarer?
De fleste af de æbletræer, der podes i Boi Jensens planteskole, er sorter, nogle genkender fra deres bedstemors have, nogle er endda så gamle, at de kan spores helt tilbage til 1600 tallet.
Flere oplysninger kan findes på planteskolens hjemmeside www.de-gamle-sorter.dk, eller støtteforeningens hjemmeside www.middelalderborgen-oestergaard.dk. Alle er velkommen, og der er gratis adgang til mødet, – der serveres kaffe til 35 kr.