LØRDAG D. 18 JUNI
Det er morgen. Jeg letter om 1 time med kurs mod Sundsøre og fra Hvalpsund går det syd-øst over mod Hou. Vinden er i nord-vest, altså medvind på cykelstierne, solen skinner og jeg kan ikke ønske mig en bedre start på turen. Fulgte landevejen til Viborg, der på dette tidspunkt er med kun få biler.
I Viborg slog jeg ind på cykelrute 16 mod Århus. Enten overså jeg et skilt ved Brunshåb, eller også var det væk i græsset, som jo nogle gange er højere end skiltene. Det kostede ca 15 km ekstra. Over Asmild, Tange værket og rundt Tange Sø, nød det dejlige, men bakkede landskab ved Pøt mølle.
Tværs gennem Århus. Heldigvis var fodboldkampen ikke færdig, da jeg kom forbi stadion. Der var sjællændere på besøg. Senere blev der garanteret kaos.
Ad rute 5 forbi Moesgaard strand og så mange kilometer gennem Marselisborg skov. På trods af at det halve Århus havde bestemt at de ville til stranden i det gode vejr, alligevel en fredelig tur ad de bakkede skovveje.
Endte med en overnatning på Hou camping med en triptæller der stod på 169,7 km.
SØNDAG
Nyder morgenstilheden ved Hou havn medens jeg venter på første færgeafgang til Samsø. Vejret lidt diset men ellers godt, stille og solen skal nok komme frem. Ankommet til Sælvig tog jeg en næsten direkte vej til Kolby-kås, hvor jeg skal med færgen til Kalundborg. Samsø, en dejlig ø som virker bekendt, nok fordi naturen minder om den Ærøske. Den første bil jeg møder på Samsø er Fuur taxi, den har en bil her om sommeren, mærkeligt. Derefter Sjælland, fra Kalundborg mod Jyderup og Mørkov og så til højre mod Sorø. De sjællandske veje, føj, op og ned, op og ned og så op igen, jeg tror ikke jeg havde mere end 200 m lige landevej den eftermiddag. Ellers er det sjællandske landskab ”næsten” lige så dejligt og afvekslende som det jyske.
Overnattede ved Sorø i dag nåede triptælleren ”kun” 105,2 km
MANDAG
Forlod Sorø i den tidlige morgendis, dejligt at komme af sted så tidligt, kragerne rydder op efter gårdsdagens og nattens trafikdrab, andemor rapper i dammen, duerne flakser ud fra træerne og hist og her stikker et par brunlige ører op over kornet og lytter. 5 meter inde mellem træerne står råen med lammet, de ænser mig ikke. Desværre gik disen over i tåge så jeg så ikke det, iflg brochuren, smukke landskab omkring Tystrup-Bavelse sø. Efter Næstved ændrede landskabet sig, blev fladt og mere cykelvenligt, men alligevel afvekslende med henholdsvis marker, skov og store vådområder, fandt først morgenmaden ved Svinø. Fik set Gåsetårnet og Vordingborg og cyklede så i retning af Møn og nåede Møns Klint midt på eftermiddagen. Jeg ville gerne have været nede ved stranden, men turde ikke de næsten 500 trin ned og så op igen. Jeg vidste jo ikke hvor langt jeg skulle for at finde en overnatning, på klinten var der ikke noget ledigt. Fandt en hytte i Keldbymagle lige før Stege. Til advarsel for andre cyklende. De sidste 6-8 km før klinten er op ad og kun op ad, på samme strækning tilbage brugte jeg overhovedet ikke pedalerne, cyklen rullede af sig selv.
Trip denne dag 141,5 km.
TIRSDAG
Igen en god start på dagen, sol og medvind. Det var godt jeg tog en lille afstikker til Fanefjord kirke. Graveren var heldigvis mødt tidligt så jeg fik set de smukke kalkmalerier, en stor flot kirke og kirkegaard, et besøg værd. Vel ankommet til Bogø et par timer før første færge til Stubbekøbing, var jeg heldig, der var bestyrelsesmøde i ”Bogø havns biograf” og Jan inviterede mig med. Fik her nogle gode historier om Bogø og dens indbyggere, men min tavshedspligt forbyder mig at fortælle videre. Fra Stubbekøbing gik det videre mod Sakskøbing og Maribo, udsigten til tordenvejr gjorde at jeg holdt tidlig rast denne dag. Spiste fint i Bangs Have, en dejlig bøf, rødvin og høflig og venlig betjening.
Trippede kun 98,1 km i dag
ONSDAG
Afgang onsdag morgen mod Tårs, solskin og modvind, stiv kuling fra vest, sådan føltes det i hvert fald.
Turen hen over de frodige sydhavsøer var dejlig og man ser tydeligt at det er roeland, en afgrøde vi næsten har glemt heroppe i det nordlige.
Op over Langeland. De første 4 km. op ad bakke men i læ. De næste 4 km. ned ad i modvind. En pause på et par timer i Rudkøbing, så færgen til Marstal, i sadlen de sidste 12 km til målet ”MOR PÅ GÅSETORVET”
Trip denne dag 64,5 km
Turen var så i alt på 579 km. lidt længere end forventet og forudberegnet men dejlige kilometer alligevel, tid til at nyde naturen uden at skele til det ur som ikke var der i den uge.
Billeder er der flere af, men de vil fylde for meget her.