Som for 2 år siden prøves cykelturen ”hjem til mor på Ærø” igen i år.
Dengang en tur på ca 260 km, fra Yttrup til Svendborg, kørt på 14 timer, hovedvej 13 blev fulgt ned gennem Jylland, en træls vej at cykle på, og derefter tværs over det bakkede Fyn. Denne gang er det meningen at følge ”hærvejen” fra Viborg til grænsen og tage mindst 2 overnatninger undervejs. Fra grænsen langs Flensborg fjord over Als til Mommark og med færgen til Søby, alt med forbehold for ændringer undervejs, grundet vejr eller andet.
Fredag aften er helliget forberedelser, smøring og klargøring af cyklen, pakke det mest nødvendige og så endnu en kontrol af alt og alligevel er der ”glemt” et eller andet.
Vejret tegner rimeligt og hvis det holder som lovet starter touren lørdag d. 14. august højst sandsynligt tidlig morgen.
Triptælleren står på 0,oo da jeg starter hjemmefra kl. o5.oo lørdag morgen ad naturstien mod Skive. Vejret er perfekt, ingen vind og en skyfri himmel, cykelcomputeren dækket og uret gemt i tasken, så er jeg uafhængig af tid og fart.
Tidlig morgen er et godt tidspunkt at køre, dyrene er der, endnu ikke skræmt i skjul, ræv-hare-rådyr og selvfølgelig masser af fugle, og et enkelt menneske, en ungersvend som ikke nåede helt over plænen inden søvnen overfaldt ham.
Jeg dvæler et øjeblik ved den smukke Fiskbæk kirke, inden turen går videre mod Viborg.
Bilerne begynder så småt at vågne, pludselig svinger en modkørende tværs over vejen, ind over cykelstien, kun ca. 50 m foran mig, op ad en skråning og slår en kolbøtte. Bilen er totalt smadret, men mirakuløst er den kvindelige fører uskadt, bortsat fra et par skrammer og chok. Godt jeg havde en lille pause ved Fiskbæk, ellers var jeg jo nået lidt længere frem på stien.
En dejlig tur ud af Viborg, gennem Hald, over Ravnskjær og Dollerup bakker.
Ad små næsten ubefærdede veje til Grathe kirke. Den asfalterede skovvej fra Grathe kirke til Kragelund, man føler sig hensat til en fremmed verden, langt mellem huse og ejendomme, ingen biler kun udsigt til træerne og så en velsignet stilhed. Mødte 2 dejlige piger, med over 70 år på bagen, som med telt og trækvogn var på vandretur fra Viborg til Nr. Snede, ad hærvejen, dagsmarcher på 10-15 km, godt gået.
De skovklædte bakker fra Funder til Vrads, var det ikke her Maxen havde noget med veteranbanen at gøre, til Nørhoved. En pragtfuld natur, helt anderledes end vort vante Sallingland.
Men føj som bakkerne kan tage pusten fra en ”gammel” mand, den prikkede trøje kan jeg godt opgive.
Efter Nr. Snede blev vejen rimelig jævn igen, brugte en time i skyggen af egene ved Ø. Nykirke på at studere den indvendige side af mine øjenlåg, faktisk en god udsigt. Tog en afstikker fra Bindeballe til Egtved for at overnatte på campingpladsen.
Triptælleren stod på 171,6 km.
Efter Egtved var landskabet igen fladt, så udsynet kun brydes af vejtræer og ”krat”. Sønderjyderne har bevaret mange af deres ”levende hegn” langs vejene, det skærmer dejligt for vinden og pynter.
Den første af de mange sønderjyske broer var frihedsbroen og så den smukke ”Povls bro” En kampestensbro bygget uden brug af bindemiddel. 4 gamle træer fældet og formet til disse flotte vartegn ved Immevad.
Lange strækninger i det sønderjyske er så ”øde” at man glemmer tid og sted, og så pludselig ,mellem træerne får jeg øje på en flok, let påklædte, køllesvingene mennesker, er jeg cyklet tilbage i tiden, til stenalderen, nej det er heldigvis bare golfspillere. Så er jeg alligevel ikke så langt fra civilisationen som jeg troede.
Ved Frøslevlejren tog jeg et skarpt venstresving mod Kollund og turen langs Flensborg fjord.
Besøgte en mand og hans kone som var emigreret til det sønderjyske for mange år siden, han fra Ilbjerg og hun fra Mors. Det lød til og så ud til at de var blevet godt integreret dernede.
Flensborg fjord viste sig fra den bedste side, fyldt med sejlskibe, skonnerter og deslige der havde været til træf i Flensborg og nu stævnede ud gennem fjorden.
Overnattede på Rinkenæs camping triptælleren stod på 322,9 km.
Videre mandag morgen langs fjorden forbi Dybbøl mølle. De lidt ”sjove” gravsten som står langs vejene i området, placeret der hvor soldaterne faldt, bliver stadig vedligeholdt, både tyske og danske.
Ud af Sønderborg, ad skovstien lige i overgangen mellem skov og fjord, tværs over Als og endelig Mommark 08.30, færgen sejler 08.45, uret var fremme de sidste times tid, jeg skulle jo vente 3 timer til den næste færge afgik.
Triptælleren stod nu på 365,3 km.
De sidste kilometer fra Søby til Ærøskøbing vil nok tage det meste af resten af dage på grund af en del ”høflighedsbesøg” hvor jeg jo nok vil prale lidt med min bedrift.
Inden jeg nåede købing smuttede jeg lige omkring ” Nordpolen”. Og så endelig målet Gåsetorvet i Ærøskøbing, her bor mor.
Triptælleren stod nu på 388.9 km.
Når man sådan tager den, på cykel, tværs igennem Danmark opdager man hvor varieret den danske natur er og hvor forskelligt vi bor. Velholdte huse og ejendomme, trimmede haver og kæmpevillaer langs Flensborg fjord. Og så kontrasten masser af faldefærdigt bras og haver der er forsvundet for mange år siden.
Denne tur eller en tilsvarende kan varmt anbefales, for det er ikke nødvendig at rejse til udlandet for at opleve en anderledes verden end den der er lige uden for vores dør. Hvis kondien holder til næste sommer kunne jeg tænke mig at tage øerne, Sjælland, Møn, Lolland,Falster og Langeland og så slutte samme sted som i år.