Kunstner og Grafiker m.m., Torben G. Christensen fra Løkken stod egenhændigt – næsten da – for ophængningen af sine billeder hos Galleri Kamillen i mandags. Lone Boe havde stillet en væg til rådighed og der blev også til lidt mere, da der i kasserne dukkede et par serigrafier op.
De to kunstnere er vidt forskellige i deres udtryksformer, hvilket ses i de bløde linier og penselstrøg fra Lone Boes hånd, mens det er meget med streger og geometriske figurer, Torben G. Christensens arbejder i. Disse motiver går igen i gavepapiret, gaveposerne, men også i postkortene, der kan købes for en rimelig pris.
Det tog omkring halvanden time, så var ophængningen på plads. Og som en udenforstående kunne man konstatere, at det vist var blevet gjort før.
Galleriet er bygget med særlig hensyntagen til lysindfald fra vinduerne højt i gavlen, hvilket giver et blødt og behageligt lys, og som sådan fremhæver de udstillede billeder.
Udstillingen kan ses på Galleri Kamillen frem til 20 juli. Og så kan man jo ved samme lejlighed få et godt indtryk af Lone Boes billeder, selvom flere af hendes værker befinder sig rundt omkring på udstillinger.
Fotograf: Oda Lauritsen
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.