Ja hvem skulle tro at vi kunne flytte stemningen fra ”Skansen” til Krejbjerg?
Ikke desto mindre skulle det jo vise sig at det kunne lade sig gøre. I en skrivende stund er der nok en del som ville ønske sig at de var gået forbi baren uden at handle de sidste par gange… Eller er det bare de flotte toner fra roadshowet som i dag dunker i knolden.
For folk udenfor vil det være svært at leve sig ind i hvad det gør ved vores lille samfund når et ”verdensnavn” som Sussi og Leo kommer på besøg, men nu er også det prøvet, og de som var til stede vil nok give mig ret i at det ikke var så ringe endda.
Efter en lørdag med det traditionelle optog fra mejeriet til en festplads som præsenterede børnedyrskue, show med Balling brandvæsen, kæmpe bagekonkurrence med ikke mindre end 19 numre, tombola med mange flotte sponsorgaver, det meste af hvad man forstår ved ”alt godt til ganen og årets påfund.. Trillebøre ringridning, ja så kunne man vel ikke nå højere end det store Sussi & Leo Roadshow.
Årets hovedarrangement, som vi havde kaldt Midsommerfesten 2008 startede med spisning i teltet hvor menuen var koteletter i fad med tilbehør og Gitte Jørgensens nøddedessert, godt hjulpet på vej af en vis mængde flydende kost fra baren, hvilket kunne mærkes på stemningen da de kendte nordjyder besteg scenen ved 22 tiden.
De 360 gæster blev ikke snydt for hverken ”Himmelhunden”, ”Bad moon rising” eller ”Smoke on the water” som i mange år har prydet Sussi & Leo´s repertoire.
Vel at mærke godt hjulpet på vej af 2 fabelagtige musikere på henholdsvis trommer og keyboard.
Jeg tror at publikum vil give mig ret i at de leverede varen, og dermed lavede arrangementet til en oplevelse som vi sent vil glemme, en rigtig god afslutning på årets byfest i Krejbjerg.
Festen startede med Skt. Hans bål mandag aften, hvor båltaleren var tidligere borgmester Anna Lise Vestergaard, et arrangement som i sidste øjeblik blev flyttet fra stranden ved Ny mølle på grund af vejret, men som alligevel tiltrak omkring 100 mennesker.
Torsdag afholdtes det traditionelle rundboldstævne hvor omkring 100 mødte op for at redde netop deres vej´s ære og hvor vinderen blev Ginnerupvej.
Senere på aftenen var der i samarbejde med menighedsrådet arrangeret kaffebord i teltet med kontakt til kirken, et nyt tiltag hvor sognepræst Susanne Troelsgaard fortalte om, og sang for, til kendte danske sange, velakompagneret af Jens Jacobsen på ”teltorglet”.
Jeg vil hermed gerne sige tak til alle som var med til at få det hele til at lykkes, ikke mindst Spar Salling som igen i år var vores hovedsponsor, men i særdeleshed også til jer på redaktionen, for de flotte annoncer og omtale i forbindelse med arrangementet, og selvfølgelig til alle dem som trofast tropper op når Krejbjerg fester.
Med ønsket om en god sommer!
Bjarne Støjberg
Fotograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.