Vi har modtaget flg.:
Tale ved Sct. Hans aften 2008 ved Knud strand
v/Tapio Juhl, billedkunstner og tidl. skoleleder.
En lille ret med folie over.
Tak til arrangørerne, fordi jeg må prøve, at sige noget om netop i aften. Sct. Hans aften 2008.
I Danmark har vi omkring 1700 kirker. 1200 er fra Middelalderen. De samlede 1700 er så nogenlunde en for hvert af de gamle sogne. I aften bliver der tændt mindst et bål i hvert af sognene. Og lægger vi lidt til, vil der formentlig brænde 2000 bål over alt i landet.
Der vil også blive holdt ca. 2000 båltaler,
Indledningsvis kunne man spørge, hvorfor vi holder Sct. Hans aften før selve dagen?
Og vi holder juleaften og nytårsaften før selve dagen?
Romerne talte altid dagene – de lyse timer, mens germanerne, som vi altid har rettet os efter – eller skulle rette os efter – talte nætterne.
Germanerne regnede altså natten med til døgnets første del.
Derfor fik vi juleaften, nytårsaften – og såmænd også Sct. Hans aften.
I mytologisk betydning er vi nu kommet halvvejs gennem sommeren.
Ja, vi håber naturligvis, at har den bedste del til gode endnu.
Men sikkert er det, at nu har solen nået sin højeste bane.
Eller rettere: Jordkloden vipper nu den anden vej og gør vores afstand til solen mindre og mindre.
Vi kan sige, vi er ”halvvejs”.
Ordet ”halvvejs” er væsentligt.
En kan sige: Mit glas er halvt tomt. Eller: Mit glas er halvt fyldt.
Men når man holder sin 50-års fødselsdag, bliver den altid holdt med fest og farver og i troen på, at man nu har haft sit halve liv – og der vil være lige så lang tid tilbage.
Når en bygmester er halvt færdigt med at bygge sit hus, bliver der holdt rejsegilde. Bygmester og arkitekt vil holde status. Hvorledes er det gået? Skal der justeres eller lave ændringer på byggeriet?
En fodboldtræner vil også glæde sig til næste halvleg, hvis den første er gået dårligt.
Filosoffen Lin Yutang skriver i sin bog ”Jordisk Lykke”: Dette ”halv” – så rigt på betydninger. Det byder os på en mundsmag af langt flere herligheder, end vi nogen sinde kan komme til at eje.”
For mange år siden, var jeg ansat på Nyborg Statsfængsel.
Blandt de ansatte var der en fængselsbetjent. Momsen hed han. Han var sønderjyde og lidt af en underlig snegl.
De øvrige betjente skulle bruge verbale magtmidler for at dæmpe gemytterne i en fængselsafdeling. Momsen behøvede kun at slå nogle slag på gelænderet med sin store nøgle til cellerne. Så blev der ro med det samme.
Momsen havde en særlig måde, at fejre Sct. Hans aften.
Momsen havde et havehus. Og Sct. Hans aften samlede han nogle få venner
i havehuset. Kvinder havde ikke adgang.
Efter Momsen og vennerne havde indtaget rigelig føde og væske, kravlede de op i hvert sit træ.

Og i midsommernatten, fra hvert sit træ, skulle nu hver enkelt fortælle, hvordan de havde brugt sommeren indtil nu, – men væsentligst: Hvad ville de ændre på og gøre bedre i den resterende tid af sommeren?
For dem, var glasset ikke ”halvt tomt”. Bægeret var ”halvt fyldt”.
De havde alle ”glæden ved det halve”.
Den samme glæde som 50-års fødselaren har.
Eller bygherren ved det halvfærdige hus ved rejsegildet.
Fodboldtrænerens forventning til næste spilleperiode.
Hvilke forventninger kunne vi så med rimelighed stille os selv til næste halve sommer?
Suste Bonnèn er oprindelig uddannet billedhugger. Hun er også cand. mag i musik.
I dag bor hun i København og ernærer sig som portrætfotograf.
For godt et år siden, havde Jyllands-Posten en artikel om Suste Bonnèn.
Suste Bonnèn fortalte i artiklen om sin mor:
”Min mor var en meget skøn dame. Hun syede hatte og lavede buster af folk og opbyggede senere kostumetjenesten på Danmarks Radio.
Men hun var ikke genial til børn. Der var meget lidt opmærksomhed til os. Vi blev aldrig ”set”, og min bror døde af det. Min mors omsorg bestod aldrig i, at stille en lille ret i køleskabet med folie over”.
Suste Bonnèn bliver senere gift og får en søn, der kommer på Herlufsholm kostskole.
Suste fortæller: ”Jeg er ikke stolt over, at jeg ikke har kunnet give min søn den lille skål mad med folie over.” En dag sagde han til mig: ”Kan du ikke bare lægge et lille stykke chokolade på min hovedpude?”
Vi lever i en tid, hvor man er sin egen nærmeste.
Ved indgangen til næste halve, skal vi glæde os over de muligheder, den ny tider giver.
Vi behøver ikke være 50-års fødselar, bygherre eller holdtræner.
Men måske skal vi overveje, om vi er opmærksomme nok på hinanden.
Det er ikke de store ting, der betyder noget.
Bare en lille ret med et stykke folie over.
Ikke hver dag. Men bare en gang imellem.
Rigtig glædelig Sct. Hans.

Fotograf: Bjarne Kanstrup

Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.