Levendegørelse af Spøttrup i 1930’erne

Oprettet 8. juli 2008

Kommenter artiklen

Man hører tit og ofte noget om Spøttrup Borg langt tilbage i tiden – fra gammel tid. Det er mere sjældent at få fortalt noget af Spøttrups nyere historie. Det gjorde ca. 50 personer onsdag aften, den 25. juni. Det var bekendte og særligt indbudte, der hørte 78-årige Poul Blichert-Toft fra Kolding, der levende fortalte fra sin barndom på Spøttrup. De første 10 år af hans liv var han barn på Spøttrup, da den blev drevet som landbrug og gods.
Poul Blichert-Tofts farfar, Christian Pedersen Toft købte 1903 Spøttrup, der da var meget forfalden. Taget var utæt og overtømmeret råddent. Derfor fik borgen som noget af det første efter overtagelsen nyt tømmer og tag. Tømmeret skulle skaffes fra Frisenborg-skovene, og Tofts folk skulle selv hente det med Spøttrups egne vogne i Skive. Da folkene nåede Skive, gik de på værtshus. Der kom intet tømmer til Spøttrup den dag. Næste dag kom folkene med heste og vogne, men vognene var tomme, da de nåede frem. Tømmeret lå i et sving ved Hem!
Fra et middelalderligt hus – næsten i ruin – fik Toft gjort Spøttrup beboeligt og sundt. Der blev efterhånden installeret kulfyret centralvarme i samtlige 26 værelser, rindende koldt og varmt vand og badeværelse med badekar og toilet – i hvert fald til ejerens familie. Toft-familien var hygiejnisk bevidst, måske under indflydelse af, at samtlige Nis Nissen på Spøttrup’s 7 børn døde som små.
Som turist på Spøttrup tænker man jo ikke på, at ruminddelingen i dag er en hel anden, end den var for blot 70 år siden, da den fungerede som beboelse for ejerne af Spøttrup og deres familier. I dag er rummene i vid udstrækning ført tilbage til deres oprindelige udseende.
Toft var økonomisk bevidst og ville helst ikke skylde penge væk. Han sammenlignede gæld med rust. 1920 opstod der en kontrovers om skat med sognerådet, som bevirkede at ”gamle” Toft flyttede til Charlottenlund ved København – i en form for skattely. Spøttrup blev så drevet med forskellige bestyrere eller forpagtere. Fra 1926 var forpagteren sønnen Peder Blichert-Toft, altså Pouls far.
Farfaderen var jævnligt på besøg og boede så i gæsteværelset ved vestgavlen af sydfløjen – lige ved siden af børneværelset, hvor Poul sov sammen med sine to brødre. Poul husker, at farfaderen for ikke at rutte med pengene godt kunne bestille havregrød til sig selv, også selv om der var gæster. Når han skulle rejse til København kunne hans fortæring bestå af en sveskesten!
Arbejdsdagen på Spøttrup, som Poul Blihert-Toft husker den fra 1930’erne, startede for nogle kl. 4 om morgenen. 5.45 skulle 12 karle hver strigle et spand heste, så de selv var klar til morgenmad kl. 6.30. kl. 12 var der to retter varm mad. Aftensmaden blev serveret kl. 18, og der var ingen mellemmåltider.
Klokken 7 startede de 12 spand heste med arbejdet i marken. Og klokken 7 skulle mælken fra de 160 køer af sted til mejeriet. I starten leverede man til mejeriet i Rødding. Fra Spøttrup leverede man selv mælken med egne heste og vogn. Om sommeren var der så megen mælk, at man også fyldte en anhænger med mælkespande. Bestyreren var aflønnet med en vis procent af mælkeleverancen. Engang bestyreren skulle have ferie, fandt man ud af, at mælken kunne være på forvognen. Han havde altså kommet vand i mælken for at få større afregning. Efter den tid ville de ikke have det tynde Spøttrup-mælk i Rødding. Derefter kom Spøttrup til at levere mælk til Ramsing mejeri. Da vejen dertil var lang, anskaffedes der en lastbil til hele 4.000 kr.
Ud over de 160 køer, var der 120 stude og 200 ungkreaturer samt svin, gæs og duer. Der hørte 338 hektar til Spøttrup.
Lørdag aften var der udbetaling af lommepenge til tjenestefolkene, og da holdt bageren i Rødding med en vogn i borggården og solgte bl.a. wienerbrød.
Også inden døre var der mange til arbejdet. Mindst 5 sørgede for tilberedning af mad og husførelse for de ca. 30 tjenestefolk samt Toft-familien. Der var kokkepige, køkkenpige, stuepige, barnepige og så Signe, der blev betegnet som en institution på Spøttrup. Var der gæster kunne der sagtens være 50 til middag.
Folkene spiste i den brostensbelagte kælder i østfløjen med hvælvingeloft, hvor kulfyret stod. Dengang var der masser af vinduer mod øst, så det slet ikke virkede så skummelt som i dag. Forvalteren, gartneren og fodermesteren spiste i et værelse tæt ved køkkenet, der dengang lå i den oprindelige dansesal, som Henrik Below indrettede i sydfløjen 1580-1600, – og vistnok fejlagtigt kaldes ”Riddersal” i dag, hvor de fleste indendørs kulturelle aktiviteter holdes. Toft med familien spiste i spisestuen i østfløjens stueplan – også ved siden af køkkenet. Som så mange andre steder på landet lå også på Spøttrup sædekornet på loftsrummet ovenover spisestuen, der altid var opvarmet om vinteren.
I Peder Blichert-Tofts tid blev det efterhånden mere og mere almindeligt, at der kom turister, der gerne ville se borgen. Det fik de lov til – mod at erlægge en krone. (En dagløn var dengang vistnok 2 kr.). Poul kan således huske at fremmede folk gik rundt i det store hus og betragtede familien og tjenestefolkene i mange dagligdags gøremål. Efter sigende var man nødt til at tilberede mad til et par personer ekstra. Fordi turisterne gerne smagte på maden!
Engang, hvor Pouls far var i marken med nogle af folkene, – og som Poul sagde: Han lignede jo sit arbejde og skilte sig ikke ud, – kom en turist hen til ham og spurgte om vej ind til borgen. Efter modtagen vejvisning takkede turisten og stak Toft, der jo ikke røbede, hvem han egentlig var, en daler!
Det tiltagende antal turister, der også kunne ankomme i fyldte busser, blev efterhånden for meget for Pouls mor. Flere gange i 1930’erne havde det været på tale at staten kunne overtage Spøttrup, men man var ikke enige om prisen. Det, der satte skred i disse planer, var avlsbygningernes brand i marts 1937.
Man enedes om, at staten skulle overtage Spøttrup. Hovedbygningen – eller borgen – skulle ændres til museum (delvis i sin oprindelige udgave), og jorden skulle udstykkes i husmandsbrug, (der blev vist 27 i alt).
1938 kan Poul huske, at det meste af Spøttrups indbo og landbrugsredskaber blev solgt på auktion. Det meste blev købt af ”nybyggerne” på ”Spøtrup Mark”, så man kan jo sige, at det forblev på Spøttrup.
Derefter flyttede Blichert-Toft-familien til Balling Nedermølle, som Pouls far havde købt et par år forinden. Den gamle borg gik således ind i sin 3. epoke. Den første var som bispe-sæde før Reformationen. Den anden var som herregård eller stort landbrug, der startede som kongeligt len, beboet af adelsslægter, og endte som storlandbrug ejet og drevet af ”borgerlige” landmænd. Spøttrup gods var på et tidspunkt på 279 tdr. hartkorn. Den tredje og nuværende epoke er som middelalderligt borgmuseum.