For tredje år i træk stiller Inger Støjberg (V) op til start i det efterhånden så traditionsfulde cykelløb Tour De Salling, hvor Venstres politiske ordfører sammen med andre interesserede på cykel vil besøge foreninger og institutioner. Touren løber over to dage med start i Skive den 18. august og alle er inviteret til at deltage. Herfra vil deltagerne skulle tilbagelægge etaper, der bringer dem ind over byer som Skive, Glyngøre og Thorum.
-Tour De Salling har efterhånden udviklet sig til en rigtig tradition, hvor det først og fremmest handler om at suge intryk til sig, og så gør det jo ikke noget, at det foregår på en meget hyggelig måde. Det er en god mulighed for mig for at se nogle af de ting, som jeg ikke har mulighed for i hverdagen, og så får jeg ofte gode råd og politiske idéer med tilbage til Christiansborg, siger Inger Støjberg, der samtidigt afslører, at årets tema er frivilligt arbejde og personligt ansvar.
-Der er rigtig mange mennesker i vores område, der bruger meget af deres tid i det frivillige foreningsliv, og dem ønsker jeg at påskønne, for de er med til at gøre en forskel, siger hun som begrundelse for valget af tema.
Selve programmet for turen er meget omfangsrig. På de to dage turen varer, vil deltagerne skulle besøge 13 vidt forskellige foreninger og institutioner, der på forskellig vis, har taget ansvar for det lokalsamfund, de er en del af. Turens deltagere er inviteret med til alle arrangementer, og der bliver blandt andet mulighed for at stifte bekendtskab med lokale foreninger som Den Blå Viol, Motionsklubben 88 og Skive Røde Kors.
-Igen i år vil turen foregå i et så sindigt tempo, at alle kan følge med. Selvom jeg regner med nogle hårde etaper i et bakket landskab, så er det ikke Tour De France, og en stor del af turen handler om at hygge sig og at nyde landskabet.
Der er tradition for, at mange vælger at cykle med rundt på touren, og det er langt fra alle cyklister, som er Venstrefolk.
-Jeg håber bestemt, at deltagerfeltet bliver lige så bredt sammensat som sidste år. Programmet for turen er utroligt flot, og hvis vejret arter sig, så er der en god mulighed for at gentage succesen fra sidste år, hvor vi havde nogle utrolig hyggelige dage, som vi afsluttede med maner.
Sidste år sluttede touren af med et grillarrangement på Kærgårdsholm, hvor deltagerne fik mulighed for at genopfriske turens mange begivenheder. Aftenen blev en stor succes, og derfor gentages arrangementet også i år, hvor grillaftenen bliver holdt på Sundsøre Lystbådehavn. I løbet af aftenen vil Inger Støjberg fortælle om livet på Christiansborg og om sin stilling som Venstres politiske ordfører.