Alt er i spil op til starten på årets Tour De Salling, hvor tourens favorit, folketingsmedlem Inger Støjberg (V), stiger på cyklen for at tage på sin årlige cykeltur rundt i Salling og omegn. Her vil hun sammen med løbets andre deltagere undervejs besøge foreninger og institutioner under temaet ”Frivilligt arbejde og personligt ansvar”.
Det er endnu uvist, om Inger Støjberg vil gå efter turens gule trøje allerede på førstedagen, eller om hun vil afvente afslutningsetapen på dag 2. Selv er hun ikke meget for at udlevere sin taktik.
– Jeg vil ikke på forhånd udelukke, at nogle af mine konkurrenter på touren er så stærke, at de kan køre fra mig. Faktisk er jeg ikke meget for at være udnævnt til favorit. Sidste år var vi et meget stærkt felt, og alt tyder på, at der også i år dukker et par habile cykelryttere op. Jeg vil derfor på ingen måde undervurdere de øvrige deltagere i feltet.
Uanset favoritter, gule trøjer eller partifarve, så inviterer Venstres politiske ordfører alle interesserede til at cykle med rundt på Touren, der har start i Skive den 18. august. I løbet af de to dage touren varer, er der indlagt ikke mindre end 13 arrangementer og en enkelt eller to spontane slutspurter.
Tour De Salling er startet
Oprettet Kategorier Lokalt nytKommenter artiklen Kategorier:Lokalt nyt Tags:Skive