„Nils Holgerssons Forunderlige Rejse“ i Brøndum Præstegård
Leif Hjernø, kendt bl.a. som tv/radioanmelder ved Kristelig Dagblad, var i onsdags inviteret i Brøndum Præstegård for i forbindelse med Selma Lagerlöf’s 150 års dag, at fortælle om Lagerlöfs forfatterskab med udgangspunkt i „Nils Holgerssons Forunderlige Rejse“ og „Kristuslegender“, begge værker som er kendt viden om.
Fra 18-1900-tallet havde de forskellige kongeriger travlt med at lave optegnelser vedr. størrelse, og hvad der tilhørte hvem. I den forbindelse fik Selma Lagerlöf en bestillingsopgave af det svenske skolevæsen, gående ud på at skrive en slags geografibog for børn. Dette blev så til „Nils Holgerssons Forunderlige Rejse“, hvor hun lader hovedpersonen Niels, der er forvandlet til ministørrelse, gøre rejsen gennem Sverige, hængende om halsen på Morten Gase. Forfatteren rejser som etnograf rundt i Sverige- en rejse som varer fra 7. marts til 10. november. Datoen den 10. november, hvor vi fejrer Mortens Aften.
Leif Hjernø stiftede første gang bekendtskab med Niels Holgerssons Forunderlige Rejse da han som barn fik den læst højt i „Kartoffelkælderen“ i barndomshjemmet under 2. Verdenskrig, hvor der var luftalarm og man måtte kravle i kælderen.
Selma Lagerlöf kan i høj grad sammenlignes med H.C. Andersen, da de begge i høj grad havde sans for det folkelige, sagaer, legender og fabler. I 1908 får Selma nobelprisen i litteratur, og hendes værker er efterhånden oversat til 40 forskellige sprog.
Hjernø kom kort ind på „Kristuslegender“ skrevet i 1904, Bl.a. legenden om „Hvordan Rødhalsen fik sin røde hals“ og „Den Hellige Julemand“, og iflg. Sanne Hvorslev er konfirmanderne stadig glade for, at få dem læst op.
Selma Lagerlöf har også skrevet „Jerusalem“ som også er indspillet på film og handler om hvor farligt det er med sekterisk adfærd og forførelse.
kj
Fotograf: Karen Juul
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.