Grønlænderbarn nr. 1000 blev fejret i Ramsing Forsamlingshus
Fredag den 3. oktober var der afslutningsfest for Christianshåb/Qasigeannguit Kredsen på Skiveegnen i Ramsing forsamlingshus.
I år kunne de fejre barn nr. 1000. 130 deltog, der er i år kommet 5 nye hold med, så der nu ialt har været 1014 grøndlandske børn på ophold i Skive og Salling.
Kredsen blev oprettet 1964, så grønlandske børn kan komme til Danmark og opleve den danske kultur.
Børnene kommer i industriferien og er her frem til efterårsferien i uge 42. De bliver indlogeret hos danske familier, og skal have almindelig skolegang, så de kan lære noget om kulturen, sproget og skolen. Børnene er mellem 10 og 11 år og er den kommende 6.klasse.
Formand Aase Jepsen fortæller, at mange af de grønlandske børn kommer til Danmark igen for at gå på efterskole, og derfor søger til Skive og Salling, fordi det er dette område de kender.
Da de i år rundede barn nummer 1000, var der også mødt gæster op fra Christianshåb/Qasigeannguit bl.a. borgmesteren, skoleinspektøren samt to repræsentanter fra Skiveforeningen, som foreningen hedder deroppe. Også vores egen borgmester Flemming Eskildsen var med.
Med til afslutningsfesten var også sangerinden Julie Berthelsen der, siden 2005 har været protector for kredsen.
Hun deltog i musik- og sanglegene sammen med børnene.
Som afslutning var Asger Fonnesbæk, bedre kendt som ballonmanden fra „Scenen er din“ mødt op for at underholde.
jbm
Fotograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.