Ny Vesterhavsost fra Thise Mejeri revet væk på mejeriudstilling.
Thise Mejeri og søster-mejeriet Dybbækdal fik både guldmedaljer og ærespræmier med hjem fra Landsmejeriudstillingen i Herning. Thise Mejeri blev hædret for en Gouda og en Esrom, mens Mejeriet Dybbækdal fik ærespræmie og guldmedalje for det bedste produkt i kategorien gul ost.
150 kyndige mejeridommere bedømte hele 1280 mejeriprodukter fra Danmark, Sverige, Norge, Færøerne og Finland på baggrund af smag, udseende, konsistens og andre fagkriterier.
På forhånd havde nogle af landets bedste kokke fundet modtagerne af Mejeribrugets Gourmetpris, som i højere grad uddeles efter smagsoplevelse og den gode historie. Her vandt Thise Mejeris nye Vesterhavsost i oste-kategorien. Osten er lavet af mælk fra syv økologiske landbrug på Lemvigegnen og lagres i en bygning tæt på Bovbjerg Fyr, hvor saltholdigheden i luften er særlig høj. Landsmejeriudstillingen var den første offentlige mulighed for at smage osten i Midt- og Vestjylland – og smagsprøverne blev da også revet væk.
Yderligere oplysninger:
www.landsmejeriudstillingen.dk
www.thise.dk
Landsmejeriudstillingen blev holdt 11.-13. november.