Og hvilken dag det blev. Det blev alle tiders dag. Masser af gæster. Høj himmel og godt humør. Hvad kunne vi ønske os mer’ i Eskadrille 261 fra Flyverhjemmeværnet. I samarbejde med Flyveklubben havde vi arrangeret Flyvningens dag i Thisted.
Gæsterne kom i en rolig strøm fra kl. 10 og lige til vi sluttede kl. 15. Der var familier, der var fædre med børn og der var mødre med børn. Der var unge og der var ældre. Men alle var interesserede.
På 5 timer havde vi cirka 200 besøgende. De fik en orientering om flyvning og Hjemmeværnet. De fik kaffe, sodavand og 350 røde pølser. Der var konkurrence med vinderudtrækning hver ½ time. Afslutningen på konkurrencen: vinder af en flyvetur i lokalområdet blev den 9 årige Mike Frost Nordentoft fra Klitmøller.
For Flyverhjemmeværnseskadrille 261 Limfjord Vest
KDOBM Villy Elmann Nielsen