Formanden for Greænseforeningen for Skive og Omegn, Annmarie Langballe, fortæller, at der med programmet for 2009 er sat et overordnet tema, og at der desuden er en omtale af foredragsholder med en uddybelse af arrangementet.
Program 2009:
Onsdag, den 25. februar kl. 19.30 – 21.30
Borgmester Flemming Eskildsen taler om ”Demokrati ud over alle grænser”
Skive Rådhus, Torvegade 10. Kaffe. Pris 60 kr.
Tirsdag, den 31. marts kl. 19.30 – 21.30
Generalforsamling. Resen Sognehus, Kirkevej.
Sognepræst Helga Ørgaard taler om ”Grænser og Åbenhed”. Kaffe. Pris 30 kr.
Lørdag, den 20. juni kl. 12.00 – 17.00
Vesterled og Vesterhav. Udflugt. Vesterledvej 76, Sdr. Haurvig, 80 km. Syd for Hvide Sande. Foredrag, middag og kaffe. Pris 150 kr. Tilmelding en uge før tlf. 97 52 64 84. Samkørsel fra Skive Banegård 10.15.
Mandag, den 14. september kl. 19.30 – 21.30
Politiker Inger Støjberg, MF, taler om ”En hverdag bag Christiansborgs mure”.
Resen Sognehus, Kirkevej. Kaffe. Pris 60 kr.
Tirsdag, den 10. november kl. 19.30 – 21.30
Grænseforeningens formand Finn Slumstrup: ”Finn og Fællesskab”. Skive Bibliotek, Østergade 25. Kaffe. Pris 60 kr.
Overordnet tema
”Dansk selvforståelse i Det danske Mindretals udvikling i Sydslesvig har efter 1945 været et mod hinanden – med hinanden – og nu også for hinanden.
I 2009 er det begreberne mangfoldighed og forskellighed, man forholder sig til, både i mindretallet i Sydslesvig og i Danmark. Danmark kan billedligt siges at være blevet en slags mindretal i det globale rum, som nettet med hastighed har gjort os til en del af, og megen refleksion og dialog kredser i dag om, hvordan vi kan finde fodfæste i denne nye virkelighed. Kan vi lære noget af det danske mindretal i Sydslesvig?
Vi har udfra denne tankegang spurgt kendte mennesker med base i Skive og Omegn om deres hverdag og virke i dagens Danmark belyst gennem deres indsigt og udsyn.”
Omtale:
Flemming Eskildsen er læreruddannet og tidligere skoleinspektør på Limfjordsøen Fur. I begyndelsen af firserne gik han aktivt ind i politik og blev i 1985 valgt ind i kommunalbestyrelsen i Sundsøre Kommune på en borgerlig liste. Den forlod han på et tidspunkt til fordel for partiet Venstre. Han blev borgmester i 1990 frem til 1998, hvor han blev genvalgt i 1998. Foreningen ”Det skæve Danmark” for de små og fattige kommuner blev hans hjertesag, men efter kommunalreformen i 2006 blev denne forening overflødig, for da blev 271 kommuner reduceret til 98 storkommuner. Flemming Eskildsen blev ved den lejlighed valgt til den første borgmesterpost i den store nye Skive Kommune.
Flemming Eskildsen er optaget af kommunalreformen, af globalisering i forhold til regionale og lokale problemstillinger, demokratiets vilkår og udvikling i øst og vest, livsanskuelser som baggrund for styreformer og nødvendigheden af gensidig forståelse og respekt for, at et verdenssamfund kan fungere. Demokrati ud over alle grænser. Vi forventer en engagerende aften på det nye rådhus.
Helga Ørgaard er tiltrådt som sognepræst i Resen den 3. august 2008. Hun blev samtidig ansvarshavende redaktør af ”Resen Kirke og Sogn”. Allerede som barn blev hun nysgerrig efter at vide noget om den store, tunge bog i reolen i dagligstuen i sit barndomshjem. Det lykkedes at vippe bogen med de mange billeder ud af reolen, og fascinationen blev ikke mindre med årene. Da hun jo var en lille pige, kom billedet af den nyfødte Jesus i krybben sammen med Maria og Josef til at betyde meget. Det blev til et teologistudium som voksen, og temaet ”Grænser og Åbenhed” i Ny Testamente lover os en aften med stor viden og indsigt.
Vesterled. Bestræbelserne på at få et skolehjem startede i december 1945, og allerede i januar 1946 købes Vesterled barakken i Sdr. Haurvig med grund – 3 tdr. land – af Ringkøbing Politi for 4000 kr. Reparationer og anskaffelser af møbler mm. sker i de tidlige måneder af 1947, og 15. maj 1947 blev skolehjemmet Vesterled så indviet. I vedtægterne blev det fastslået, at det ejes af De Sønderjyske Foreninger i Ribe og Ringkøbing Amter.
I 1954 kommer de første lejrskolebørn fra Egernførde til Vesterled, og i 1955 købes Idrætspladsen. I 1958 holder elektriciteten sit indtog, og i 1971 bliver der indlagt kommunal vandforsyning. Skoleforeningen overtager samme år alle forplejningsudgifter.
Flere unge mennesker fra Skive har gennem mange år været med som ledere af en 14 dages lejrskole på Vesterled i juli måned – dernede ved Vesterhavet og klitterne syd for Hvide Sande. De siger, de ikke kan undvære det. ”Der står et slot i Vesterled” synges ofte.
Den 6. oktober 2004 stiftes ”Støtteforeningen for Lejrskolehjemmet Vesterled”, som i daglig tale kaldes ”Vesterleds Venner”. Grænseforeningen for Skive og Omegn er én af vennerne, og derfor er det et ønske, at vore medlemmer ved selvsyn kan opleve dette fantastiske sted, hvor tusindvis af sydslesvigske børn gennem årene har fået sundhed og oplevelser for livet.
Inger Støjberg har et imponerende politisk CV. Hun er medlem af Folketinget for Venstre, valgt i Skive-kredsen. Siden november 2007 har hun været politisk ordfører for Venstres folketingsgruppe, og hun har indflydelsesrige poster som at være i finansudvalget og udenrigspolitisk nævn. Fra 2001 – 2005 var hun medlem af Europarådet.
Det hele startede med en opvækst på en gård i Salling, dernæst en journalistuddannelse efter en studentereksamen i 1993 fra Morsø Gymnasium. I dag besidder hun som 35-årig utallige tillidsposter i det danske samfund. Hun har lyst til at fortælle om, hvad der sker, når kameraerne er slukket, og der arbejdes med det politiske bag Christiansborgs tykke mure. Det bliver uden tvivl en spændende aften.
Finn Slumstrup har stort set hele sit voksenliv arbejdet med folkelighed og fællesskab. Som formand i Grænseforeningen er han klart optaget af fornyelse på skuldrene af tradition. Han reflekterer løbende over en grænseforening til tiden!
Det har altid været skræmmende at træde ind i sin nutid som en levende medspiller, men det danske fællesskab bygger på så mange gode rollemodeller gennem historien, at den proces kan betrædes af enhver, som ønsker det. Det kan ske med stolthed over den folkelige arv, og med løftet pande – i god Holger Danske stil – kan enhver efter eget valg energisk/aktivt i ord som handling være med til at forme/udføre opgaverne. Danskhed – i mindretallet i Sydslesvig såvel som i majoritets-Danmark – må som alt andet hele tiden nyfortolkes. Det vil/kan vi åbent og respektfuldt diskutere med hinanden i vores forskellighed, mener han. Overordnet handler det jo om at leve omsorgsfuldt sammen dér, hvor vi er født ind i landskabet – lokalt, nationalt, globalt. Det bliver er aften med frisind og friske pust til egen tænkning.