Torsdag aften var der indbudt til informationsmøde om kommende overbygning på Rødding Friskole. Overskriften var „Rødding Friskole- tradition og fornyelse“. Ca. 80 mennesker var mødt frem. Der blev fortalt om friskolen, dens traditioner og dens fremtidsplaner. Der blev også talt om kommende skolestruktur i Vestsalling og om fremtidsudsigterne for Rødding by. Efter fremlæggelsen var der kaffe og dialog/spørgsmål. Herunder er sammenskrevet nogle af de spørgsmål/svar, der blev berørt enten ved bordene eller i den store forsamling.
Hvad er det friskolen vil?
Som følge af udviklingen på skoleområdet, vil vi gerne skabe en stærk friskole i Rødding. Skolen vil på sigt være et godt alternativ til overbygningsskolen i Lem/Balling.
Skolen vil være kendetegnet ved et godt læringsmiljø, hvor der arbejdes seriøst med tingene, og hvor det er tilladt at lære noget. Det vil også blive en skole, hvor der er plads til alle – selvfølgelig inden for grænserne af, hvad vi magter.
Hvor mange elever?
Bestyrelsen har besluttet, at der kan være max. 12 elever i en klasse i grundskolen og max. 15 elever i overbygningen.
Vil der være 9. klasse på Rødding Friskole fra august?
Ja, hvis der er 12-15 elever, der ønsker det. Hvis der ikke er det nu, vil 9. klasse komme næste år.
Er der eksamen på Rødding Friskole?
Ja, undervisningen på Rødding Friskole vil være eksamensorienteret. Vi vil sigte mod de nye prøveformer – ikke de gamle „lotterispils-eksaminer“.
Skal der laves lektier på Rødding Friskole?
Ja, men i et passende omfang og differentieret efter alder og faglig kunnen.
Hvor mange elever er der plads til?
I nuværende bygninger er der plads til 60-70 børn. Der ud over arbejdes med forskellige løsninger for at skabe mere plads. Der tales bl.a. om leje af pavillion, ombygning/renovering og på sigt evt. om nybyggeri, desuden er et tættere samarbejde med Spøttrup Hallen en mulighed. Mht. fysiklokale er der 2-3 løsninger i spil. Vi vil vælge den bedste løsning. En ting er sikkert: Der vil være plads til de elever, der kommer.
Hvad koster det at gå på Rødding Friskole?
Det koster 825,- i måneden inklusiv fritidsordning – dette er uanset antallet af børn, dvs. pr. familie, ikke pr. barn. Der ud over vil der være småudgifter til mad, ture mm.
Hvem skal undervise?
Vi har følere ude ved flere lærere. Flere lærere har også følere ude hos os. Vi tror på, at vi kan skaffe de lærere, vi har brug for, da det vil blive en attraktiv arbejdsplads.
Skal der fortsat bedes fadervor på Rødding Friskole?
Spørgsmålet skal behandles på førstkommende generalforsamling.
Hvordan med IT på friskolen?
I overbygningen skal elever medbringe egen bærbar computer, til gengæld leverer skolen trådløst netværk. Er der enkelte, som ikke har mulighed for dette, kan bærbar lånes af skolen.
Mange spørgsmål
Der blev talt om mange flere spørgsmål, og der blev mange gange spurgt: hvad nu hvis… Alt kan ikke gengives her, men følg med på friskolens hjemmeside: www.roddingfriskole.dk
Stemningen til skolemødet var god og konstruktiv, der blev vist god interesse for at skabe en stærk friskole med overbygning i fremtiden.
På friskolen tænkes der sådan, at der nu venter en stor, men også meget spændende opgave. Mange spørgsmål skal besvares, „arbejdstøjet bliver på“, og opgaverne vil blive løst sikkert hen ad vejen.
For første gang i vinter, var der faldet sne i Rødding, da folk gik hjem fra mødet på friskolen torsdag aften. Alt var hvidt og nyt at se på….
Fotograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.