Æbleprojektet havde inviteret alle til at lægge vejen forbi Rødding Skole for at se og høre om, hvad er det dog der er gang i med alle de æbler i Rødding lørdag d. 31. januar.
Mange kom – så – og følte sig fornøjet! Adskillige fik – som traditionen byder sig – lavet sit eget eksemplar af „Rødding Æbletræ“
Dagen startede med, at der var dækket op til det store kaffebord sponsoreret af Spar Salling i gymnastiksalen på Rødding Skole. Det benyttede mange Rødding-boere sig af for at komme og hilse på, snakke lidt med naboerne og høre noget om disse æble-ideer.
Borgmester Flemming Eskildsen sørgede for på sin egen hyggelige og gemytlige måde at få sat gang i dagen ved at åbne for dagens arrangementer. Flemming Eskildsen betonede i åbningstalen de muligheder og det engagement, der er i Rødding generelt set og særligt i forhold til det med æbler – og naturlig nok undrede han sig som så mange andre over hvorfor nu det med de æbler i Rødding – og så netop i Vestjylland. Som politisk chef fik han af Per Kølster overdraget et eksemplar af „Rødding Æbletræ“ som han lovede at passe godt på hjemme i sin egen have.
Per Kølster – den kendte æble- og ølbrygger fra Fuglebjerggaard – var inviteret til at holde et foredrag om hvorfor nu det med alle disse æbler og så i Rødding. Per valgte i sit oplæg først at forholde sig til historien med frugthaverne ved Spøttrup Borg og den kendte professor Anton Pedersen indenfor æbleavl. Men herudover gjorde han opmærksom på, at der er meget mere mellem himmel og jord når man taler om æbler og gerne sine egne. Han har udviklet sine ideer i et såkaldt „Æblemanifest“. Som lytter til hans foredrag var det ganske pudsigt at sidde og følge det og så tænke på, hvad det er de gør i Rødding. Om selve æblemanifestet kan man læse mere i hans bog om æbler eller på hjemmesiden om æbleprojek¬tet (www.aebletsby.dk ).
Efter at man først havde fået noget til maven af Spar Salling og derefter til hovedet af Flemming Eskildsen og Per Kølster var anledningen til, at de i Rødding skulle vise, hvad det er de så har gang i. Der var en mængde boder hvor forskellige fra området tegnede og fortalte om, hvordan man poder træer (mange fik lavet deres eget „Rødding Æbletræ“ og tog det med hjem til egen have), der var svar på, hvor alle de træer er sat ud henne i Rødding og hvordan man gør det, der var „noget for børn“, salg af postkort med æblemotiver fra Rødding, smagsprøver på æblesnacks, mosterianlægget stod i skolegården, Podemesteren fra Holstebro (Boi Jensen) var der, hvordan skal Rødding fysisk udvikle sig og se ud om føje år, honningbod, stiftende generalforsamling af en ny æbleforening og meget mere.
Aftenen før var en større gruppe samlet for at få sat gang i en lokal ciderproduktion i Rødding – første skridt er taget under kyndig vejledning af Per Kølster. Der blev sat ca 1000 l. nymostet æblesaft til gæring i mange små gæringstanke. I løbet af sommerferien er de første ciderprodukter færdig til at blive prøvesmagt. Måske bliver Rødding udover at være „Æblets by i Salling“ også om få år kendt som „Danmarks Ciderland“ med mange forskellig små producenter af lokalspecialiteter indenfor cider – et nyt dansk produkt i brede kredse, der kan tage konkurrencen op med de små bryggerier af øl.
Fotograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.