…fredag d. 3. april 2009.
Kampagnen Hele Verden i Skole er et projekt, som mange danske skolebørn deltager i hvert år for at sætte fokus på børns ret til at gå i skole. Denne kampagne har organisationen IBIS kørt siden 2003 og flere og flere skoler deltager aktivt for at være med til at gøre en forskel. Målet er, at alle børn i verden kommer i skole. Samtidig arbejder IBIS for at skabe skoler, hvor børn føler sig trygge, hvor de har lyst til at være og lyst til at lære!
I år var vi også med. På Thise Friskole markerede vi dagen ved lige fra morgenstunden af at sløjfe dagens normale skema og lave en temadag for hele skolen på tværs af klasserne.
Projektet er i år bygget op omkring børns skolegang i Mozambique. IBIS har besøgt børn, som ikke går i skole, børn, som er bange for at gå i skole, og børn, som går i Den Glade Skole, som IBIS allerede støtter. Derfor startede dagen for alle elever på Thise Friskole med fælles orientering og quiz omkring landet i Afrika og børns skolevilkår i Mozambique. Efter morgensamling med fælles sang blev der læst højt af en af historierne fra LæseRaketbogen. Bogen, som alle elever senere fik udleveret og i løbet af dagen læste mange gode, fantasifulde og tankevækkende historier i, er skrevet af danske børnebogsforfattere. I LæseRaketbogen blev eleverne også præsenteret for dugfriske portrætter af børn i ”Den Glade Skole” i Mozambique.
På Thise Friskole sætter vi motion og bevægelse i højsædet. Derfor var der også planlagt en seance, hvor fyldte og koncentrerede ”læsehoveder” blev forfrisket med et stjerneløb, hvor lærerne havde planlagt forskellige udfordringer både til hoved og krop.
Dagen sluttede fælles i skolens hal, hvor læseraketten blev fyret af sted til alverdens ledere med påmindelse om, hvad de har lovet alle børn i verden. Underskrifterne fra alle friskolens børn blev samlet og alle de læste sider blev talt sammen – i alt 4083 sider – blev med raketfart sendt af sted. Det er et besøg værd at se den kreative LæseRaket i hallen på Thise Friskole.
FN vedtog for 60 år siden, at uddannelse er en fundamental menneskeret. Alligevel går 75 millioner børn ikke i skole. I 2000 skrev alle verdens ledere i Dakar Erklæringen under på, at alle børn skal have adgang til en gratis grunduddannelse af god kvalitet inden 2015. Selvom flere børn hvert år kommer i skole, er der brug for raketfart, hvis målet skal nås.
Vi på Thise Friskole er derfor glade og stolte af at have været med til at bakke op om det vigtige budskab: Uddannelse for Alle inden 2015.
Venlig hilsen Else T og Karin