Hvordan skal Danmark blive uafhængig af kul, olie og gas? Det skal 50 skibonitter nu hjælpe regeringens Klimakommission med at svare på.
Klimakommissionen, skal afgive rapport til regeringen i 2010. Men for at få inspiration og idéer, samt for at tilvejebringe en bred, offentlig debat om fremtidens klimapolitik, energifor-brug og -forsyning i Danmark, afholder Kommissionen 10 dialog-workshops rundt omkring i Danmark i de kommende måneder.
Workshop-rækken afholdes d. 9. juni, hvor 50 udvalgte og repræsentative skibonitter skal ud-vikle gode idéer til, hvordan Danmark på lang sigt kan holde helt op med at bruge kul, olie og gas.
De 50 skibonitter repræsenterer et bredt udsnit af kompetencer, viden og ideer inden for kli-ma- og energispørgsmål. Listen over de inviterede skibonitter er vedlagt.
”Vi glæder os utrolig meget til at komme til Skive”, siger Klimakommissionens formand, Ka-therine Richardson. ”Det er andet stop på vores rejse rundt i landet, hvor vi skal indsamle vi-den, erfaringer og idéer til, hvordan Danmark kan holde op med at bruge kul, olie og gas. Da Skive er kendt for allerede at være på forkant i klima- og energipolitikken, forventer vi os meget af mødet her.”
Borgmester Flemming Eskildsen er også begejstret: ”Vi har efterhånden lang tradition for at tænke i energibesparende foranstaltninger og CO2 reduktion. Vi vil kun være glade for at bi-drage med nogle af vores erfaringer og ideer til Klimakommissionens arbejde. Det bliver en spændende workshop, hvor vi også får mulighed for at snakke om vores egne planer på tværs af interessegrupperne i kommunen.”
Klimakommissionens formand Katherine Richardson og borgmester Flemming Eskildsen by-der velkommen på workshoppen, der faciliteres af konsulentfirmaet Alt4Kreativ. Alt4Kreativ har lang erfaring i at lede innovationsprocesser for private såvel som offentlige virksomheder, kommuner, organisationer, m.v.
Hvis du har spørgsmål til arrangementet kan du kontakte Frank Marcher i Klimakommissionens sekretariat på tlf. 3392 6781 eller Gunnar Rønning Sigaard i kommunen på 9915 6365.