Det er blevet en god tradition, at der hvert år i maj afholdes en fest for børn og forældre ved børnehaven Fjordbo og Lihme skole. I år blev festen til en dramaopførelse af det populære stykke „Folk og røvere i Kardemommeby“. Godt og vel hundrede personer var samlet i skolens gymnastiksal. Eleverne har de sidste to uger arbejdet med at øve replikker, lave rekvisitter og sceneudsmykning. Endvidere har flere forældre været aktive med at sy kostumer.
Vi sætter meget stor pris på denne forældredeltagelse. Efter skuespillet var der kage, kaffe og sodavand til alle. Dette stod forældrerådet i børnehaven for. Børnehavebørnene havde endvidere lavet en udstilling om det eventyr-emne de har arbejdet med i en længere periode.
Majfesten blev gennemført onsdag den 6. maj. Torsdagen efter havde eleverne inviteret bedsteforældre og andre interesserede fra Lihme til at overvære en ekstraforestilling, hvortil der kom 40-50 personer.
Som afslutning på disse omlagte skoledage skal alle eleverne mandag på tur til Skive. De besøger Skive Museum for at se udstillingen „Wunder-kammer“, som er lavet af vores lokale kunstner Poul E. Nielsen. Dagen afsluttes med en tur i Krabbesholm skov.
Med venlig hilsen
Jens Poulsen
Skoleafdelingsleder
VSD Lihme
Ftograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.