Ca. 250 mennesker var mødt frem i en stuvende fuld gymnastiksal på Rødding Friskole tirsdag aften. På programmet var først informationsmøde, hvor der blev fortalt om friskolens aktuelle udvikling. Der blev blandt andet berettet om lokalesituationen og den fortsatte tilstrømning af nye elever, ligeledes blev nye lærere præsenteret. Nyansatte er seminarielærer Karen Wobeser, Øster Grønning, lærer Maja Carroll, Skive, lærer Trine Berthelsen, Højslev og lærerstuderende på 4. årgang Anne Marie Kirkeby Nielsen, Skive. Desuden er Troels Furbo tilknyttet friskolen. Der er således nu i alt 9 lærere på skolen. Efter et travlt og hektisk forår på friskolen loves alt klar til et nyt skoleår med flere spændende tiltag, ikke mindst til den nye 8. klasse.
Efter informationsmødet var der premiere på friskolens revy, der var tilrettelagt som et musikteater, der vekslede mellem små revystykker, som børnene selv har fundet på og musiknumre forberedt i musiktimerne. Revyen bød blandt på indslag om doping i cykelsport, to havenisser kendt fra tv-reklamerne og en parodi på skolens leder, Eline Juhl.
Aftenen sluttede med et Sankt Hans bål, som efter flere optændingsforsøg fra forskellige forældre brændte rigtig flot. Her var det en af skolens nyansatte lærere, Trine Berthelsen, som holdt båltalen.
Fotograf: Jane B Mikkelsen
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.