Min farfar, Peter Kr. Jensen, der var malermester i Rødding, havde et glasøje – og det fortælles, at øjet var ødelagt under leg med en saks.
Derfor fik vi som små fortalt og fortalt, og sakse blev derved fortryllet og tabubelagt med et tydeligt “Pas på, ellers ….”.
Oldemor Elisabeth skriver til sin søn min farfar Peter Kristian Jensen
Her afdækkes mytologien i et autentisk kig i en mors brug af datidens meddelelsessystem for korte beskeder. Drengen var alene langt væk hos en øjenlæge nede på Clements Torv i Århus og hans mor lover at stå klar for at hente ham, da han skal hjem med toget.
“Peter Kr. Jensen
Hr. Dr. Eriksens Øjenklinik
Clements Torv No. 8
Aarhus
Kære lille Peter
Du skriver at du skal hjem paa Fredag pas nu paa at faa dine Sager samlet sammen saa kommer jeg og henter dig jeg rejser herfra med Morgentoget saa kommer du vel til 11leve Toget og tager imod mig. En kærlig Hilsen fra Moder Elisabeth Jensen”
Historien ovenfor fortæller også om afstande, betydning af togtrafikken og om en tid, hvor man ikke blot tog telefonen eller sendte en SMS – men skrev postkort i ret betydelige mængder.
Selv mødte jeg aldrig min bedstefar Peter Kr. Jensen, han var født i Rønbjerg 3. december 1896, viet i Vejby kirke den 21. november 1919 og døde i Rødding i oktober 1947, 8 år før jeg kom til verden.
Læs mere: http://www.etext.dk/en-sms-fra-fortiden/