En stor dynge engangskameraer lå tilbage, da stilheden igen sænkede sig over Tambohus, Ungdomsskolen-Skive. 90 unge fra Norge, Sverige, Finland og Grønland og Danmark havde weekenden igennem fyldt hele huset med grin, latter, snak og råb, da Skive for femte gang midt i september var vært ved en kultur jamboree fra unge fra Skive og Skives venskabsbyer.
Hver fik de stukket et engangskamera i hånden, da kulturjamboreen begyndte.
– Tag billeder af det I oplever, lød beskeden til dem.
500 af disse billeder kan opleves ved en udstilling på Skive Bibliotek i efterårsferien.
– Kulturjamboreen var et skønt virvar af glade unge, som havde lyst til at lære af og om hinanden. De kom fra venskabsbyerne i Kongsvinger, Arvika, Ylijärvi, Christianshåb/Qasigiannguit, fra Roslev, Resen, Højslev, ja fra hele kommunen, fortæller lærer Hans Kristensen fra Ungdomsskolen-Skive.
– Starten gik torsdag aften, den 10. september i Vor Frue Kirke med sognepræst Mads Callesen, Limfjordskoret og et par velvalgte salmer. Mads bød de unge velkommen til byen og kirken. Tilbage på Tambohus var de unge allerede ved at finde sammen på kryds og tværs af grænserne, siger Hans Kristensen.
– Årets kulturjamboree havde som tema at undersøge, hvordan vi i energibyen Skive passer på miljøet. Vi besøgte blandt andet en 67 meter høj vindmølle i Hem. Og vi havde også valgt at samle alt vores affald i en dynge udenfor skolens hovedindgang. Næsten en hel container blev det til, fortæller Hans Kristensen.
Fredag aften kunne de unge også prøve at lave gamle genbrugsklude om til festtøj, inden de gik til fest, hvor bandet Taxit fra Højslev spillede.
– De unge prøvede også at finde vej rundt i Skive ved hjælp af håndholdte GPS’ere, og derefter kom borgmesteren forbi og hilste på de unge. I det fine sensommervejr var der arrangeret teambuilding rundt om naturstien. En opgave, som en stor gruppe fra Ungdomsskolens Event Maker-hold var med til at løse. Og det gjorde de alle godt!.
– Lørdagen var afsat til Spøttrup Borg med riddere, munke, bueskydning, møntslagning, sværdslag, råb og skrig. Udklædt som munke deltog alle i Broder Jacob rundvisning, hvor vi blev gennet rundt i borgens kældre, vagttårne, fangehul og riddersal af sure soldater.
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.