Der blev gået til den, onsdag i sidste uge, da der var Bevægelse på programmet hos på Lem Ældrecenter.
Denne dags bevægelse gik ud på, at man skulle lave en ballonøvelse, hvor de 10 deltagere, som alle er beboere på ældrecenteret, sad i en rundkreds, og skulle sparke eller slå til ballonbolden, når den kom hen til dem. Det var aktivitetsmedarbejder, Irene Kjeld¬gaard, som stod for denne aktivitet.
Øvelsen er en rigtig god måde at øve beboernes reflekser, balanceøvelse og yderstillinger, og samtidig er det en rigtig god, og meget hyggelig måde at få lidt motion på. Man skal nemlig være hurtigt reagerende når bolden kommer, og samtidig hele tiden holde fokus og koncentrere sig.
Aktiviteter er noget beboerne holder meget af, og ballonbolden er bestemt ingen undtalelse. Man kan straks se, at de alle sammen hygger sig i hinandens selskab, og at de åbenlyst nyder det store sociale samvær der er. De både griner og laver sjov med hinanden, og hvis bolden pludselig skulle ryge væk fra rundkredsen, er der altid en som skynder sig at løbe efter, og få fat på den igen. De er også rigtig gode til at tage hensyn til de deltagere, som måske ikke får bolden så tit. Og nogle stykker af dem, hjælper også altid med at få tingene fundet frem og rydde op igen.
Derudover fortæller Irene også, at det er en rigtig god øvelse for nye beboere. De kan nemlig på den måde komme i gang og blive integreret i det sociale samvær.
Efter øvelsen fortæller nogle af de beboere, med glæde om livet på Lem Ældrecenter. De giver rundvisning, og fortæller bl.a. om alle aktiviteterne de ellers laver, om det faktum, at man aldrig er alene og at der altid er noget at give sig til.
Det var en rigtig god oplevelse for undertegnede at hilse på de ældre, og mærke den hyggelige atmosfære.
es
Fotograf: Emma Steninge (praktikant)
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.