Medborgerhuset i Skive blev nedlagt endeligt i 1987, da politikerne oplyste, at huset skulle nedrives for at give plads til et nyt dommerkontor, som efter ændringerne i retskredsene den 1. januar 2007 aldrig bliver aktuel.
Mange år efter er der stadig kun græs på stedet.
Mere reelt, så fortælles det, at huset blev lukket, fordi det ikke faldt i mainstream politikernes smag, herunder også socialdemokraterne. Medborgerhuset sås herfra som værende for meget venstrefløjens hus.
Den daværende skoleinspektør Steen Bilstrup, der sad i byrådet for venstre, var tankevækkende nok en af husets støtter – så det i en ånd af folkeoplysning, som jeg husker det.
Jo, det var et samlingssted for en broget venstrefløj, men det var også mere end det.
Det var lige fra starten typisk for Medborgerhuset, at der var to brugergrupper, som kun i nogen grad overlappede hinanden. På den ene side er husets faciliteter, møderum og trykkeri blevet benyttet af en lang række foreninger og interessegrupper.
På den anden side har huset i sig selv været ramme om aktiviteter, som Medborgerhuset selv har stået som arrangør af. det betød ikke, at det var husets ansatte leder, eller den brugervalgte styrelse, der var initiativtagerne. Mange enkeltpersoner bidrog, når de var kommet på en idé. Huset gav rammer, der både inspirerede til og muliggjorde mange aktiviteter.
Læs mere: http://www.etext.dk/medborgerhuset-i-skive-de-frste-r/