siger et barn til sin mor efter børne- og familie gudstjenesten Palmesøndag i Lihme Kirke
Det startede med, at kirken blev pyntet med flot påskepynt, lavet af børnene fra Fjordbo i Lihme. En sang skrevet af Jakob Fløe Nielsen til dagen blev sunget, inden en påskevandring kunne tage sin begyndelse.
Først stod vi under en palmeudsmykket indgangsportal til kirkegården. Anna-Mette K. Jørgensen og Jakob Fløe Nielsen fortalte i fællesskab ude på kirkegården om, hvad det var, der skete denne søndag for mange år siden, og hvorfor det netop hedder palmesøndag.
Historien fortsatte inde i kirken, hvor fortællingen om Skærtorsdag blev fortalt flot med stor indlevelse og temperament omkring et nadverdækket bord i koret.
Beretningen om Jesus’ korsfæstelse og død Langfredag forgik i kapellet. Det var stemningsfuldt i det mørke og lidt tætte rum.
Vandringen fortsatte til kirkens apsis, hvor fortællingen om, hvordan den store sten var blevet væltet væk fra graven og Jesus’s genopstandelse Påskedag, blev berettet. Alle fik en påskelilje og i fællesskab blev der bedt fadervor, inden menigheden igen gik ind i kirken, og her selv kunne deltage i Herrens bord under nadveren.
Forinden sang minikonfirmanderne fra Rødding en salme for tilhørerne.
Et bedsteforældrepar i menigheden bemærkede, at „Vi skulle da have haft vores børnebørn med“. Anna-Mette og Jakob havde nemlig på en ny, spændende og levende måde, fortalt og visualiseret påskens forunderlige beretning på bedste vis, så alle – børn som voksne – blev fanget og lyttede intenst.
Indsendt af Birgit Jørgensen
Fotograf: Bjarne Kanstrup
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.