Følgende oplæg fra Bjarne Primdahl:
Borgermøde i Oddense forsamlingshus den 15. november 2009.
Nu vil jeg jo ikke præsentere mig selv som jeres nye købmand, eller jeres nye uddeler, men jeg står her i dag som formand for Balling Brugsforening.
For knap en måned siden blev jeg kontaktet af en borger her fra Oddense, om vi fra Balling Brugs ikke kunne tænke os, at starte en filial eller en ny brugs op her i Oddense.
Jeg forelagde først Jørgen Aggerholm ideen, og både Jørgen og jeg var utrolig varme på at få lov at prøve at starte filial op her i byen. Vi forelagde dernæst ideen for resten af bestyrelsen, og alle var fra starten positive, og vi fik mandat fra bestyrelsen til at arbejde videre med arbejdsgruppen her fra Oddense.
Det er klart for alle, at sådan noget som det her, det gør man ikke lige med snuptag. Det har vi i hvert fald konstateret efterfølgende. Til at starte med, har vi haft vores revisor til at regne på, om det rent økonomisk kunne lade sig gøre. Vi har selvfølgelig også spurgt vores pengeinstitut hvad deres holdning var til at lave en butik mere, om de ville bakke op. Derudover har vi også haft en dialog med Coop, som jo ejer ejendommen på Gravene 1, og har drevet brugsen i rigtig mange år.
Alle de personer vi har talt med omkring projektet, har bakket os op, dog med den tilføjelse, at vi skulle sørge for at få borgerne i Oddense med.
Vi er fra starten blevet frarådet, selv at investere i ejendommen. Årsagen hertil er, at der i dag ligger en strategi for, hvordan Balling brugs skal udvikles, og evt. også udvides for et større beløb. Det betyder, at hvis vi sætter pengene fast i ejendommen her i Oddense, ja så låser vi os fast med hensyn til Balling Brugs´ fremtid. Det skulle jo ikke gå ud over Balling Brugs, at vi laver en butik mere her Oddense.
Når man siger, at vi skal sørge for at få borgerne i Oddense med, så mener man, at hvis I selv er med til at investere i en ny butik, ja så vil opbakningen i fremtiden blive større.
Men opbakningen er også nødvendig. Hvis vi i fællesskab skal have økonomien til at hænge sammen, så skal omsætningen som minimum stige 30 – 35 %. Det betyder, at hvis der også i fremtiden skal være en go´ butik i byen, så skal der handles lokalt i Oddense Brugs.
Til gengæld lover vi fra Balling Brugs, at I vil få en rigtig flot, spændende og attraktiv brugs at handle i. Men jeg er nødt til at sige, hvis ikke der er fuld opbakning til handle i Oddense Brugs, og økonomien falder fra hinanden, ja så har Balling Brugs IKKE den samme pengetank som COOP har. Det vil betyde, at er der ikke økonomi i det for os, ja så bliver vi nødt til at trække os ud igen. Sådan er livet. Vi vil rigtig gerne drive forretning her i Oddense, men på lige vilkår som alle andre driver forretning. Det er jo sådan, at kan en virksomhed ikke give overskud, så vil den helt naturligt ikke kunne udvikles, og må til sidst lukke. Det skal vi i fællesskab undgå.
Med hensyn til hvordan vi vil drive butikken her i Oddense, så vil der blive ansat en ny uddeler – hun er faktisk allerede klar. Og derfor vil jeg gerne nu have lov at præsentere jer for hende, nemlig Ninna Olsen. Ninna bedes lige rejse sig, så alle kan se hende.
Ninna har været ansat i Balling Brugs ca. 12 – 14 år, hvor hun har fået sin uddannelse, og Ninna har taget alle de kurser der skal til for at blive en dygtig uddeler. Ninna bor i Balling sammen med sin mand, Dan og 2 børn. Hun har lovet, at hun vil tage ånden fra Balling Brugs med, og vil gøre alt for at dette her skal blive en succes.
Derudover vil der som minimum blive ansat én fuldtidsansat mere, muligvis også én på reduceret tid. Samtidig vil alle de 6 unge mennesker som i dag arbejder i brugsen, kunne fortsætte under Ninnas ledelse.
Så er der selvfølgelig nogen der tænker: Hvad med priser og vareudvalg – hvad med åbningstiderne og alt det der.?
Det bliver sådan, at den annonce der i dag kører i Spøttrup Ugeavis med tilbud fra Balling Brugs, den vil fortsætte med samme tilbud gældende også her i Oddense. Der kan ind imellem blive enkelte varer, eksempelvis tøj eller noget andet non-food som er på tilbud i Balling, hvor tilbuddet kun gælder i Balling, men alle alm. tilbud vil være ens begge steder. Så de gode tilbud i kender i dag fra Balling, vil fremover også kunne findes her Oddense. På de almindelige dagligvarer vil man forsøge at ramme ens priser, men det er ikke muligt rent teknisk at følge priserne fra den ene butik til den anden. Der vil kunne være varer som er dyrere i Balling end i Oddense – og omvendt.
Varesortimentet vil blive reduceret lidt i forhold til det udvalg I kender fra Oddense Brugs i dag, men der vil blive et udvalg som vil dække alles daglige behov. Og der vil være nok af det.
Derimod kan der fremover blive ting som ikke er på lager, men så bestiller man det hos personalet, til levering samme dag, eller senest til dagen efter.
Åbningstiderne har vi diskuteret lidt, men der er ikke fastsat en endelig tid endnu, men jeg kunne godt forestille mig, at der bliver ændret lidt, men det skal Ninna være med til at beslutte.
Det har været diskuteret i byen, hvad så med posthuset, hvad med tips og lotto og håndkøbsudsalget.? Og hvad med vareudbringningen.?
Det er sådan, at når vi overtager butikken, så vil disse funktioner selvfølgelig følge med, og der vil fortsat kunne spilles lotto, kunne købes medicin og klares opgaver i posthuset, uden ændringer. Og der vil også fremover være mulighed for at få sine varer bragt ud.
Sluttelig vil vi, Jørgen Aggerholm og jeg, meget gerne opfordre til, at man tager imod opgaven, som arbejdsgruppen er kommet med, og sørger for, at man får tegnet alle de anparter man kan, så der også i fremtiden er en attraktiv butik i Oddense. For selv om det lige nu handler om at få købt ejendommen, så vil der også fremover blive brug for penge til renovering af ejendommen mv.
Så tror jeg, at jeg vil slutte mit indlæg, men først vil jeg sige tak for henvendelsen, men også en meget stor ros til arbejdsgruppen. Det har været en stor fornøjelse at arbejde med jer.
Magen til gejst, og store indsats møder man sjældent. I har troet 110% på dette projekt fra starten af. I har virkelig vist vejen – og den vej har kun én retning, nemlig fremad.
Tak for det.
Så nu er det kun op til Jer, som borgere og kunder, at få tegnet nogen anparter, så vi kan få drømmen ført ud i livet. Så vil vi fra Balling gøre alt hvad vi kan for at projektet skal blive en succes, vi alle sammen kan blive rigtig stolte af. TAK.
Fotograf: Karen Juul
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.