Det er med glæde, at sparekassen kan meddele, at Spar Salling nu kan kalde sig en „Sundhedscertificeret Virksomhed“.
At blive sundhedscertificeret har været en lang og spændende proces, hvor der er blevet arbejdet med sundhed på flere måder.
Der blev nedsat et sundhedsudvalg på 6 personer, som repræsenterede et bredt udsnit af Spar Sallings medarbejdere. Disse har sammen med Dansk Firmaidrætsforbund arbejdet målrettet på at opfylde de krav, der ligger til grund for, at Spar Salling kan kalde sig en „Sundhedscertificeret virksomhed“.
For at opnå certificering kræves det, at virksomheden kan dokumentere et strategisk, struktureret sundhedsfremmende arbejde, samt at tiltagene kan dokumenteres som vedvarende.
Der er desuden udarbejdet politikker indenfor Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress – også kaldet for KRAMS politikker.
„Vores vision har været, at vi igennem en struktureret og målrettet indsats vil arbejde for at forbedre sundheden hos medarbejderne, og derved medvirke til øget tilfredshed, trivsel og arbejdsglæde“ siger Mogens Kvols, som er en af de 6 medlemmer i sundhedsudvalget.
Certificeringen har sat gang i en lang række positive tiltag for sparekassen:
•Løbeklub
•Frisk frugt og grønt i samtlige filialer
•90 deltagere til Skive Løbet
•Interne konkurrencer som fremmer medarbejdernes fysiske aktiviteter
•Fokus på sund kost – bl.a. foredrag med diætist
•Aktivitetsdag for medarbejdere med familie
•Aktivitetskalender
•Intern hjemmeside med opskrifter, gode ideer samt konkurrencer
„Det, at Spar Salling er blevet sundhedscertificeret, er en stor ting, og det vil vi naturligvis fejre sammen med vores kunder“ siger Mogens Kvols og fortsætter „vi har flere gode tiltag og ideer i ærmet og kan allerede nu afsløre, at der til foråret vil blive afholdt et spændende arrangement, som både vil blive sundt og sjovt“.
På Spar Sallings hjemmeside findes en „sundhedsbrochure“, hvor man kan læse meget mere om blandt andet de forskellige politikker, visioner, mv.
Foto: Spar Salling
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.