Fra Finland til Danmark

Oprettet 24. februar 2010

Kommenter artiklen

Af tidligere skoleleder, billedkunstner
Veikko Tapio Juhl
… Fortsat fra sidste uge

Af forskellige årsager blev 451 her i landet. De fleste fik status som „opforstringsbarn“. Den officielle, finske holdning var, at alle skulle hjem. Der havde været enkelte tilfælde, hvor et barn skulle tvangsfjernes fra danske plejeforældre. Men allerede før de første afsendelser fra Finland, havde der været uenighed i den finske Rigsdag, hvorvidt børnene skulle ud af landet. Så blev Rigsdagen og den finske presse underlagt censur; børnene skulle af sted!
Jeg var en af dem. Født den 23. marts 1941 i Karelen. Familien måtte efterlade stort set alt, hvad de ejede. Min far var ved fronten, overlevede men invalid på sjælen. Kom sammen med min 4 år ældre bror til Østerport station onsdag den 19. maj 1943 og indlogeret på et hjem i Øresundsgade. Danske læger undersøgte os og danske apotekere leverede gratis medicin og vaccinationer. Min bror og jeg blev placeret i samme by, men hos to forskellige familier. Og i den skriftlige vejledning til begge familier stod der: „…..de skulle gerne se hinanden en gang imellem“.
Efter krigenes ophør 1945 i Finland skulle min bror hjem. Jeg kunne blive. Min danske mor kom ind til min seng den aften, hvor min bror var taget af sted om eftermiddagen. „Græder du fordi, Antero er taget hjem?“ – Jeg tænkte: „Ja, det er derfor“. Det var som en lettelse.
„Jeg husker tydeligt“?
Der er så mange, der gennem årene har spurgt mig – eller nærmere på forhånd konstateret, at du kan selvfølgelig ikke huske noget om dengang. Jeg var jo lige fyldt 2 år, da jeg kom til Danmark.
Jo, vi kan alle huske fra vi var helt små. Det afhænger naturligvis af oplevelsens art, den styrke og intensitet; måske kan man først som voksen sætte ord og billeder på. Men de præger os gennem hele tilværelsen. De kan enten blive en styrke eller en svaghed. Ligegyldige bliver de aldrig.
I Finland var der sult. Og den mad vi fik, måtte vi kæmpe for at passe på. Hver gang i den første tid, hvor jeg fik dansk mad, lagde jeg mine arme og hænder beskyttende om tallerkenen. Nu var der mad og ingen måtte tage den fra mig. Senere lærte jeg, at jeg blot kunne spise i fred og der var mad nok.

I haven til mit danske hus var der et stort bed med valmuer; jeg husker endnu angsten og skrækken for den røde farve som mindede om ild og bombenedslag. Jeg husker også min indlæggelse på det katolske sygehus i Kolding efter ankomsten til Danmark.

Først for nogle år siden slap jeg af med natlige billeder, hvor store grå bombemaskiner kastede deres last. Nok sikkert forstærket af, at jeg i Danmark boede på en egn, hvor bombefly fra vest drejede sydpå for at kaste deres bomber over Hamburg, Køln og Dresden. Den monotone brummen kunne vare ved i timevis.
De finske transporter til Sverige og Danmark gik med toget over Haparanda ved den svensk/finske grænse. Ned gennem Sverige og til Danmark via Helsingborg-Helsingør. I begyndelsen var der enkelte skibstransporter direkte fra Finland, men da et skib med børn blev mineramt, var den form for transporter usikre. Flytransport kunne slet ikke komme på tale. Fra Sverige ankom vi via Helsingør til Østerport eller Frihavnen, hvor vi blev indlogeret på skoler eller vandrerhjem inden afrejse til det sted, hvor vores danske værtsfamilier eller koloni ventede.

Nogle ting husker vi umiddelbart. Andre kan vi som nævnt først i en senere alder sætte ord på.
Min bror og jeg kom til Lunderskov. En stationsby lidt vest for Kolding. Da min danske mor (der var ingen far) var manufakturhandler, skulle hun hvert år til købemesse i Fredericia. På strækningen mellem Kolding og Fredericia er der et stort stykke med skov, som toget kører gennem. Hver gang, jeg dengang kørte gennem skovstykket, gav det mig en underlig angstfornemmelse. – For ikke så mange år siden, fik jeg sat ord på den oplevelse.

Ved en sammenkomst kom min danske svigerinde og jeg til at tale om drømme. Og da det blev min tur, kunne jeg fortælle om en drøm, som altid har fulgt mig. Jeg havde drømt, at jeg lå mellem to jernbanespor midt i en skov. Der var sne overalt. Langt foran mig stod et tog stille og det brændte voldsomt fra toget. Der var en frygtelig støj og det var som om mange der skreg. Efter lidt tavshed sag¬de min svigerinde: „Det er rigtig nok“. „Dengang din bror og du skulle fra Finland til Danmark, blev toget, trods Røde Kors mærker på tagene, angrebet af russiske flyvere“. „De finske lotter måtte smide jer ud af det brændende tog, og da du var en af de første og toget fortsatte med at køre for at gøre det vanskeligere at ramme, er det rigtigt, at du har set toget langt fremme“.

Min bror har aldrig fortalt mig om det; han var jo med sam-me tog. Han har i øvrigt aldrig fortalt mig noget som helst. Han er fire år ældre en mig. Vi ses af og til. Men han forklarer sig med, at jeg ikke skal opleve den splittelse, som han bærer.

Senere har jeg i svensk TV set en udsendelse, hvor en finsk lotte står på selve stedet og der fortæller om netop den hændelse -.
Der er også mange der spørger mig, nærmest konstaterende: „Jamen, du føler dig da helt dansk?“
Det er et svært spørgsmål at svare på, for hvad betyder det „at være dansk“? Jeg mener nok, at kunne forklare, hvad dansk er. At stå på Lindholm Høje, Dybbøl eller Skam¬lingsbanken giver mig en særlig fornemmelse; fællessang i et forsamlingshus, kirkens rum, møde med mennesker eller en sejltur på Limfjorden, dronningens nytårstale.
Jeg mener også, at have en god fornemmelse for det, der ikke er „dansk“. Der er i den senere tid udviklet en tendens til at kvæle mangfoldigheden og dyrke det regelrette. Alle ting skal centraliseres, kontrolleres og målbeskrives. Alt skal kanoniseres. Selv den danske folkekirke er ved at underlægge sig kravene om effektivitet og økonomisk rentabilitet. Vi er i liberalismens navn ved at udvikle et guvernante- og kontrolsamfund. Og det er meget „udansk“!
Og omvendt. Når jeg ved lejlighed hører det finske sprog, enten i tale eller sang, ved jeg godt, hvem jeg er. Ved min finske mors begravelse mødte jeg for første gang min finske familie. Da var det ligesom, jeg havde kendt dem altid og blot havde været væk på en kort rejse!
Gennem mine foredrag rundt i landet, giver jeg altid det råd til forældre, der har adopteret et barn: Fortæl det hele. På grund af mærkelige forhold, har der altid været tavshed om min finske oprindelse. Fortielser om mange breve, som min finske mor og bror sendte til mig; breve, som jeg først fandt ved min danske mors død. Vel skylder jeg Danmark, helbred, uddannelse og velfærd, men det må aldrig udvikle sig til et taknemlighedsåg, der i yderste konsekvens betyder, at man som jeg har skullet fortrænge mit finske ophav. Min finske mor så jeg tre gange i Danmark. Jeg kunne ikke engang tage om hende, men hilste pænt på hende. Først da min danske mor dør, bliver jeg fri.
Umiddelbart efter dør min finske mor. Alt var for sent. Da jeg besøgte hendes lejlighed efter begravelsen, var der indrammede fotos, mange af mig. Ved at tage usselt og slidsomt arbejde var der efterladt en arv på 34.000 kr. til mig.
Fortæl det hele. Ellers rammer det en som en boomerang! En skyldfølelse, man aldrig slipper.
Der er ikke lavet nogen dansk undersøgelse af – i forhold til en kontrolgruppe, hvorledes det er gået de 3.764 børn, der kom til Danmark. Men der foreligger en engelsk undersøgelse af engelske børn, der skulle væk fra deres familie i London under blitzen august 1940 – maj 1941.
Seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen fra Socialforskningsinstituttet har ifølge Berlingske Weekendavis lavet en undersøgelse af samtlige 84.000 danske børn, født i 1966 (altså også tvangsfjernede børn) og fulgt dem til de blev 27 år. Begge undersøgelser konkluderer, at fjernelsen har en afgørende negativ betydning.
Danmark har i øvrigt nordisk rekord i tvangsfjernelser!
Hjælpen skal ske ved roden; alt andet er lapperier.
Ethvert menneske har sin historie. Vore nye fremmede har deres, endog endnu værre.
Vi skal behandle dem med anstændighed og respekt. Ellers rammer det senere – både dem og os.
Et samfund skal vurderes på, hvorledes det behandler sine svageste.
Efter en bøvlet tid i folkeskolen (jeg afsluttede vist kun 6. klasse), blev jeg „svajer“ i et halvt år og kom derefter i lære som elektriker. Efter udstået læretid og en periode som svend tog jeg en lærereksamen. Så kom værnepligt og et enkelt år i en skuffende folkeskole.
Nu fulgte 5 gode år som fængselslærer i det lukkede Statsfængsel i Nyborg. Jeg blev senere skoleinspektør og efter det 16 meget spændende år som konsulent i Forsvaret. I 4 år havde jeg mit eget råd-givningsfirma. I 1991 debuterede jeg som billedkunstner på den censurerede, Påskeudstilling i Århus. Senest var jeg i 6 år skoleleder på Rødding Friskole (de gør det godt på de frie, nødvendige skoler). Ved siden af en tjenestemandspension ernærer jeg mig i dag rimeligt som billedkunstner og foredragsholder.
Jeg har det godt i det dejlige Salling.
Det er min erfaring, at mennesker er bedre og gladere, hvor de har noget smukt at se på.
Alle ting former os. I særdeleshed vores omgivelser.
Og Karelen? Forsømt og misligholdt. De finske forsvarsværker ligger fortsat som dengang. Min bror har besøgt vores hjem; tapeterne fra dengang hænger der stadig.
Ifølge en finsk udsendelse om Karelen, har russerne pløjet 80% af de finske kirkegårde op.
Russisk effektivitet og hensynsløshed kender ingen grænse.