Kathrine og Holger Kristian Pedersen fejrer jernbryllup.
Kathrine og Holger Kristian Pedersen, Hostrupvej 13, Lem, 7860 Spøttrup, kan fredag den 21. maj 2010 fejre 70 års ægteskab – jernbryllup.
Kathrine, der er 88 år, stammer fra en ejendom i Sdr. Andrup nord for Ramsing, mens Holger på 93 år kommer fra egnen mellem Volling og Brøndum.
Efter giftemålet i 1940 boede parret nogle måneder hos forældrene, til der blev en ledig lejlighed i den nedlagte og ombyggede gamle skole i Håsum. I de første svære krigsår arbejdede Holger, hvor der var arbejde at få, mens Kathrine passede hus, hjem og det første barn, som kom til verden under krigen.
I årenes løb arbejdede Holger på egnen som bl.a. landbrugsmedhjælper, mælkekusk, musiker, sælger og regnskabsmand for et byggefirma, mens Kathrine, ud over at passe hus og hjem, også arbejdede som køkkenmedhjælper for egnens kogekoner og hakkede roer sammen med børneflokken, der i 1955 talte to drenge og tre piger.
I midten af 1960’erne købte parret en byggegrund på Sønder Allé i Ramsing, hvor der blev bygget et nyt parcelhus. Omtrent samtidig satte et trafikuheld desværre en stopper for Holgers arbejdsliv, men i det nye parcelhus på Sønder Allé i Ramsing fik parret mulighed for at nyde huset og haven, som Kathrine puslede og plejede, til kræfterne for nogle få år siden slap op.
I dag bor parret i en lejlighed ved ældrecentret i Lem.
Holger og Kathrine har fem børn, seks børnebørn og otte oldebørn.
Når parret for sjette gang fejrer deres lange ægteskabelige samliv, vil det kun være for den nærmeste famile.
SallingWeb ønsker naturligvis tillykke 🙂