Cirkusfabrikken i Lindum er på fredag vært for en af Allan Olsens intime solokoncerter, som han kun giver fire af i sommer
Af Merete Hattesen
”Allan Olsen står på Cirkusfabrikkens scene med sin guitar, sine sange og sine lune bemærkninger fredag aften. Hans besøg er efterhånden en fast, årlig tradition, som vi ser meget frem til,” fortæller Einar Trie fra Cirkusfabrikken.
Selvom det er en travl sommer med masser af jobs med Daltons (Allan Olsen, Johnny Madsen og Lars Lilholt) har Allan Olsen altså taget sig tid til at tage en tur indenom Cirkusfabrikken til den årlige koncert fredag den 4. juni.
Det skyldes ikke mindst et personligt venskab mellem Einar Trie og Allan Olsen, der begge er Frederikshavner drenge. De kender hinanden fra deres unge dage, hvor de lavede mange kulturelle arrangementer sammen.
”Fra Århus kommer der oven i købet en ”fanbus” med 25 personer til vores koncert, da Allan Olsen ikke giver koncert i Århus-området denne sommer,” fortæller Einar Trie stolt.
Rock og Folk
Allan Olsen har gennem snart 30 år cementeret sin position som én af landets mest respekterede, succesfulde og hyldede sangskrivere. Hans karriere er karakteristisk ved den skarpt opdelte solo/band form, samt ved stilmæssigt, vidt forskellige pladeudgivelser.
Om man kalder Allan Olsens stil folk-inspireret rock eller rock-inspireret folk, bestemmer man selv. Men ingredienser fra begge stilarter er umiskendeligt den musikalske, røde tråd i produktionen. I sine tekster går Allan Olsen i clinch med den lille mands fortællinger om store og små oplevelser og drømme. Hans univers er befolket af skidesparkere, tårnspringere, gravkøer der kan dø, stilstandsmænd, stofsælgere, der trækker streger af slim, taberens søn og folk sat i muld men vokset med ryggen til land.
Folk er kodeordet, og det skal ikke udtales med internationale tendenser, men jordbundet, drævent og uden al for mange nykker.
Inspirationskilder
Med hensyn til danske inspirationskilder har Allan Olsen engang sagt:
”Ingen overhovedet. Man skal huske, at der hvor jeg voksede op, fornemmer man allerede som dreng, at ingen i resten af landet overhovedet aner vi eksisterer. Ingen medier gider beskæftige sig med disse yderkanter. Og gør de det endelig, er det med et overbærende, men slet skjult gab. Så vi relaterede os meget mere til amerikansk eller engelsk kultur, end til den danske. Engelsk rock ville hele universet noget – dansk rock ville ikke os i Nordjylland en skid. Så vi følte os mere i familie med skotske fiskere, end med Gasolin eller Røde Mor…”
Kom og hør Allan Olsen solo i Cirkusfabrikken i Lindum, Nordsalling på fredag den 4. juni kl. 20. Cafe ROCKeFORT åbner kl. 19. Entre: 200 kr. Forsalg: SparSalling i Selde og Spar i Junget.