På lørdag den 11. september holder Salling Cirkus Kids åbent hus på Cirkusfabrikken i Nordsalling fra 12-17. Her kan alle børn, der drømmer søde cirkusdrømme, komme og prøve om det er noget for dem at gå til cirkus. Her er mulighed for at prøve at svinge sig i trapezen, jonglere med kegler, køre på ethjulet cykel, klatre op ad rebet, kaste med diabloer, danse hulahop, gå på kugler, gå på line – eller hvad man nu har lyst til. Alt under kyndig vejledning.
Ingen skal selvfølgelig heller ikke gå glip af de flotte, forrygende cirkus-shows, hvor klubbens børn viser hvad de kan. Shows løber af stablen kl. 13 og kl. 16 i det store, firemastede cirkustelt med plads til 450 tilskuere.
Tag hele familien med og kom og få en hyggelig eftermiddag i cirkussets tegn. Der er fri entre for både børn og voksne og mulighed for at købe kaffe, te, vafler m.m.
Se træningstider her i efteråret på www.circuskids.eu