Trods halvdårligt vejr mødte omkring 5.000 borgere fra Skiveegnen op til spejder-lejrens kulturnat fredag aften.
Omkring 5.000 borgere valgte at tage imod spejdernes invitation til kulturnatten og kiggede ud på lejren fredag aften, hvor der var aktiviteter og underholdning for enhver smag.
Mens de unge bl.a. fik et musikalsk sus fra den store scene med færøske The Dreams og den dansk-rumænske sangerinde Fallulah, kastede børnefamilierne sig ud i aktiviteter som grisehovedrugby, øksekastning, gastronomi over bål og meget, meget mere. Lejren summede hele aftenen af de mere end 100 aktiviteter, spejderne havde forberedt til kulturnatten.
Det tegnede ellers ikke for lyst, da regn og blæst startede dagen. Kulturchef på lejren Dorthe Bébe var lidt bekymret for om Skiveborgerne ville vove sig ud på kulturnatten i sådan et vejr. Heldigvis klarede det en smule op, regnen tog af sidst på dagen, og kulturchefens bekymringer forsvandt.
– Der kom virkelig mange herud, og det er fedt. Kulturnatten var én af vores måder at sige tak til Skives borgere, fordi vi måtte være her, derfor er vi meget glade for at så mange kom, og vi håber og tror, de fik en god oplevelse med hjem, siger Dorthe Bébe.
Foto: Privat
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.