Lørdag d. 7. august fra 14 – 17 er der åbent hus i anledning af Lem Skoles 50 års jubilæum på Vejbyvej 5 i Lem. De første 48 år var Lem Skole en selvstændig folkeskole. I dag er skolen en del af Vestsalling Skole og Dagtilbud.
Afdelingen har godt 250 elever fra 0. – 9. årgang.
I forbindelse med dagen har en redaktion sammensat et jubilæumsskrift, som er trykt i 1000 eksemplarer.
Lørdag eftermiddag er alle med lyst til at fejre skolen i Lem inviteret til at deltage.
Fra Skive Kommunes mobile scene optræder „gamle elever“ med musisk talent.
Arrangørerne har derfor forhåbninger om en solbeskinnet eftermiddag på sportspladsen, hvor det afsluttende musikalske bidrag kommer fra High Voltage, som er kendt for at få rockmusikken helt ud over scenekanten.
7. august er naturligvis også gensynets dag for mange tidligere elever og ansatte på skolen i Lem.
650 har meldt sig til jubilæumsmiddag og fest i Lem Kulturhus. Det har været nødvendigt at forlænge idrætshallen med et musiktelt, da huset er fyldt til sidste plads.
Ved aftenarrangementer er gamle elever på scenen som musiske solister og skuespillere. Senere spiller tidligere elever op til dans i teltet, mens gensynssnakken kan fortsætte i kulturhuset,
Alle 50 årgange, som siden 1960 har været elever på skolen i Lem er repræsenteret ved festen.
Mange har lagt et stort frivilligt arbejde i jubilæumsarran¬gementet. Der næste skarpe hjørne bliver i 2060, hvor arrangørerne beder deltagerne reservere den første lørdag i august til skolens 100 års jubilæumsfest.
Vel mødt til åbent hus i Lem på lørdag.
Foto: Privat
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.