En stor sommerhilsen til alle læsere og ikke mindst til deltagerne i vores æbleprojekt i Rødding – sommerferien er nu overstået for de fleste og det er på tide, at vores fortælling fortsætter
Dette nyhedsbrev vil omhandle:
1. Kommende aktiviteter i efteråret
2. Status på projektet
3. Lidt om fremtiden
Tirsdag den 24. august kl. 19.00
afholdes kursus i beskæring i frugthaverne på Nørremarken mellem nr. 4 og 6 lige over for Spøttrup Kulturhal – gå blot op af den lange alle. Boi Jensen fra Holstebro kommer og viser hvordan der kan beskæres frugttræer – du kan med fordel læse lidt om dette i Jørgen Vittrups bog med titlen „Beskæring af frugt og bær“ fra Gyldendals forlag. Alle er velkomne.
Lørdag den 2. oktober
er der igen Æblemarked i Rødding på pladsen foran Rødding Kro. Planlægningsgrup-pen har nu arbejdet med dagens program i flere måneder – så sæt kryds i kalenderen og kom forbi uanset om du har æbler der skal mostes eller ej – det skal nok blive en god dag med en masse aktiviteter – så glæd dig – ikke mindst til at se den nye æbletavle. Se billederne fra sidste år Æbledag 2009 i Rødding på hjemmesiden
www.aebletsby.dk
Søndag morgen den 3. oktober
tager en del Rødding-borgere og andre til Normandiet for at se på æbletræer, smage på cider og calvados samt masser af hygge i hinandens selskab – der er enkelte få ledige pladser så ring til Alex på Spøttrup Kro, hvis du vil med og hør om der er plads til dig i bussen – du kan ligeledes på hjemmesiden læse mere om turen
Lørdag den 16. oktober
er der æbledag på Traktørstedet Borgen ved Spøttrup Borg, hvor der ligeledes er mulighed for at få en æbleoplevelse sammen med muligheden for at moste æbler.
Det har indtil nu været en fantastisk sommer med masser af varme og ikke en alt for voldsom tørke uden alt for meget stærk blæst – så de nyplantede træer står godt de fleste steder og vinterskaderne fik heldigvis begrænset effekt. Træerne i frugthaverne står rigtig flot – de udplantede træer på arealer i og omkring byen står ligeledes pænt (ikke mindst hjulpet af de grønne hylstre fra Spar Salling) – og træerne i „træ- børnehaverne“ klarede museangrebet fornuftigt. Så alt i alt en god status. De kommer fra Pometet på Life KU (Københavns Universitet) og efterser træerne i løbet af efteråret som en løbende kontrol – det ser vi meget frem til. I løbet af foråret blev der podet ca. 1500 træer – igen med stor hjælp og assistance fra jens Køl.
I frugthaverne på Nørremarken er der plantet ca. 1/3 af æbletræerne samt alle grundstammerne til de ca. 300 hasselbuske er udplantet – disse podes til næste forår. Der er erhvervet nogle containere til opbevaring af materialer som er opsat dernede. På det sidste er der skabt mulighed for at benytte endnu en frugthave i direkte tilknytning til de andre haver. Sidste års tummel med voldsomt ukrudt er heldigvis kommet under kontrol takket været en stor indsats samt en forståelse fra fagfolkene på Pometet om nødvendigheden af at sprøjte. Det kan varmt anbefales at lægge vejen forbi – haverne kan ses fra Vestsallingbanen lige inden Spøttrup Kulturhal. En del af aftalen med Føde-vareErhverv om Frugthaverne indebærer, at vi allerede inden træerne er vokset til og giver frugt (uanset om det er æbler eller nødder) skal foretage smagsafprøv-ninger. Derfor er der nedsat et smagspanel på 18 personer i Rødding. Der har været afholdt 3 smagsafprøvninger sidste vinter, hvor der var adgang for alle til at følge smagsafprøvningen og selv smage. Dette gentages i den kommende sæson.
Der vil i de kommende år være stærk opmærksomhed på anvendelse af æblerne både for den enkelte, men ikke mindst også i forhold til, hvordan vi kan få skabt grundlaget for at mange rødding-borgere kan udnytte dette brand, som byen har fået som en ekstra indtjening – dette vender vi tilbage om – men har du allerede nu ideer vil vi gerne hjælpe – så lad høre fra dig.
På projektets vegne
Kristian Ahm Hansen
Foto: Privat
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.