Takket være en utrættelig forældrebestyrelse og stor lokal opbakning lykkedes det Jættebo Børnehave på Bjarkesvej i Skive at vinde i SPARBANKs konkurrence ”10 til Forskel”, hvor der hver måned uddeles 10.000 kr. til bl.a. foreninger, idrætsklubber, institutioner og skoler.
Da Jættebo Børnehaves gamle kolonihavehus – blandt andet på grund af hærværk – var så forfaldent, at det ikke stod til at redde og derfor måtte jævnes med jorden, begyndte en lang og sej kamp for at skaffe midler til et nyt og tidssvarende kolonihavehus, så børnehaven fortsat kunne tilbyde en ekstra dimension til udendørsaktiviteterne.