Efter i 35 år at have haft klinik i Thinggade, er optometrist Thorkild Rasmussen startet i nye lokaler på første salen i Frederiksgade. Kunstner Lone Boe fra Spøttrup har hjulpet med indretning og design af logo.
Skive Synsplejeklink har sine rødder helt tilbage fra 1960 hvor optometrist Thorkild Rasmussens far, Knud Rasmussen, flyttede sine ure- og brilleforretning fra Østertorv til Thing-gade.
I 1975 kom Thorkild Rasmussen hjem efter endt uddannelse som optometrist, og startede det som i dag hedder Skive Synsplejeklinik.
I dag sælger Thorkild Rasmussen hverken briller eller kontaktlinser, men synspleje og synstræning.
Hans vigtigste målgruppe er børn med læsevanskeligheder.
Gennem de sidste 15 år har han, sammen med en lille international gruppe af optometrister, videreudviklet program til træning af syns- og hjernefunktionerne hos børn med læsevanskeligheder og ordblindhed.
Dette program er så effektivt at det er blevet internationalt kendt, og Thorkild Rasmussen har holdt forelæsninger om det i store dele af verden.
Nu har Thorkild Rasmussen indrettet nye lyse lokaler på adressen Frederiksgade 2c, hvor han undersøger og træner børn og voksne med læsevanskeligheder, indlæringsproblemer og synsvanskeligheder.
Thorkild Rasmussen som har privat bopæl i Spøttrup har valgt kunstner Lone Boe, som ligeledes bor i Spøttrup, til at hjælpe med design af logo og indretning af venterum.
„Lone og jeg valgte en sommerfugl som logo.
Ideen fik jeg fra et af de flotte malerier Lone havde malet hvor motivet var to sommerfugle.
Det har Lone nu forenklet til et meget fint logo som ses overalt på min klinik“, siger Thorkild Rasmussen.
Sommerfuglen går gennem en forvandling fra indesluttet puppe til fri glad sommerfugl.
Børn med læsevanskeligheder bliver ofte små indesluttede pupper, de har det svært.
De fleste kan faktisk forvandles til glade flyvende sommerfugle gennem det program som optometrist Thorkild Rasmussen arbejder med.
Som et led i markedsføringen af sin nye klinik har Thorkild Rasmussen lavet et foredrag som hedder „Mit barn kan ikke læse“.
Skoler, institutioner og forældregrupper kan bestille optometrist Thorkild Rasmussen til at komme og holde dette foredrag helt gratis.
Optometrist Thorkild Rasmussen er internationalt kendt, og har holdt mere end 60 foredrag i store internationale forsamlinger, og endnu flere i små lokale forsamlinger.
Foredraget vil også blive holdt som aftenforedrag på klinikken i Frederiksgade.
Med venlig hilsen – Thorkild Rasmussen
Foto: Privat
Artiklen er bragt på SallingWeb med tilladelse fra Spøttrup Ugeavis.