Børnekulturnatten den 1. oktober i år var så stor en succes, at eventen i fremtiden bliver gjort til en årlig tilbagevendende begivenhed.
Styregruppen bag Børnekulturnatten har for nylig afsluttet en evaluering på eventen, og deltagerne blev ved den lejlighed enige om at gøre eventen til en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor kulturnatten vil blive afviklet i tidsrummet kl. 19.00 – 22.00. Interessen hos publikum var i år, med sine ca. 1000 deltagere, overvældende stor, og selve afviklingen forløb overordnet set uproblematisk under ledelse af de mange engagerede interessenter. Evalueringen afslørede på den anden side visse svagheder, som fremover vil blive styrket – og på enkelte punkter i konceptet vil der ske ændringer.
Fremtidens Børnekulturnat
Der var enighed om, at Børnekulturnatten altid skal afvikles den første fredag i oktober måned – for næste års vedkommende altså fredag den 7. oktober. Desuden nåede man til den konklusion, at eventen ikke behøver være bundet op på et fast tema, da det kan virke begrænsende på spændvidden i aktiviteterne. Sidst, men ikke mindst vil styregruppen fremover sikre sig, at der findes rum eller steder, hvor publikum og udøvere kan få varmen – gerne med mulighed for ”varm” forplejning – da oktobers kølighed har det med at snige sig ind i marv og ben.
Oprindelsen til Børnekulturnatten
Ideen med Børnekulturnatten tog sin begyndelse i den skånske by Lund, som holdt sin første kulturnat i 1985. Herefter spredte ideen sig til andre byer i Sverige og senere til Danmark. Således gennemførtes den første kulturnat i København i 1993, hvor 45 kulturelle institutioner åbnede dørene for publikum.
I Skive blev den første Børnekulturnat afholdt i 2001 – og senere i 2003 og 2005 – alle med Viborg Amt som initiativtager, men i år overtog Skive Kommune eventen.
”Børnekulturnatten var en rigtig god oplevelse, og det er en glimrende idé, at gøre arrangementet til en årlig tradition, for her er en oplagt anledning til, at voksne og børn kan få mange positive oplevelser i fællesskab – en form for oplevelser, som de måske ikke før har delt,” siger Poul Erik Christensen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Kulturnætterne på landsplan er ikke koordinerede. De gennemføres spredt over hele året og har forskellige temaer. Nogle gennemføres af den kommunale organisation, mens andre er helt private initiativer. I Skive Kommune foregår eventen i et samarbejde mellem Skive Kommune, kulturinstitutionerne og de frivillige foreninger.